23948sdkhjf

Nu skal vindmøllerne transporteres med luftskib

Vestas og Siemens Gamesa indgår samarbejde

Vindmøller er store, tunge og yderst vanskelige at transportere.

Der er massive logistiske og infrastrukturmæssige udfordringer, og det koster formuer at transportere de stadigt større møllervinger og naceller.

Men måske er løsningen luftskibe.

Ifølge Global Wind Energy Council fortsætter det globale marked for vindenergi med at vokse over 10 procent om året. Det betyder, at op imod 10.000 nye møller skal installeres rundt om i verden i løbet af de næste 20 år.

- Luftskibe kan være en løsning i fremtiden, og vi søger seriøst efter at finde samarbejdspartnere til at udvikle luftskibe, siger Klaus Lynge Petersen, chef for Ideation & Cluster Technologies hos Vestas.

Opfordring til samarbejde
Vestas og Siemens Gamesa vil i første omgang kortlægge deres logistiske krav for interesserede virksomheder og opfordre dem til at samarbejde.

- Vestas og Siemens Gamesa kan hver for sig generere tilstrækkelige volumer, men sammen er vi mere interessante for potentielle investorer og operatører af luftskibe. Vores indsats går lige nu på, at skabe opmærksomhed på behovet for luftskibe i
vindindustrien. Vi stiller fremtidig godsvolume i udsigt, til det eller de virksomheder der kan imødekomme kommercielle og tekniske betingelser Hvis vi får en aftale på plads i løbet af 2019, vil det derefter realistisk set tage fem år til luftskibe er integreret i vores
forretningsmodel, siger Klaus Lynge Petersen.

Han arbejder sammen med Christopher Ulrich, Head of Renewable Energy Technology Evaluation hos Siemens Gamesa, om at se på fremtidens logistiske udfordringer.

Både Christopher Ulrich og Klaus Lynge Petersen mener, at transport med luftskibe vil kunne forbedre vindmølleindustriens logistik betydeligt, og transporten vil blive langt mere omkostningseffektiv.

Vindmølleproducenterne vil være i stand til at producere langt større enheder end i dag. Netop fordi transporten på land sætter en naturlig grænse for, hvor store vingerne kan blive.

- Vi vil gerne med dette samarbejde mellem Vestas og Siemens Gamesa signalere over for mulige investorer og producenter, at vindmølleindustrien har potentiale inden for fragt med luftskibe, siger Klaus Lynge Petersen.

Udfordringer
Siemens Gamesa og Vestas ser dog både tekniske og finansielle udfordringer, før kommercielle luftskibe er en realitet.

I dag designes vinger tæt på grænserne for vejtransport, og ofte overstiger disse dimensioner grænserne for international infrastruktur, og det er vanskeligt og dyrt at transportere dem konventionelt.

- Hvis vi en dag kommer til at anvende luftskibe til transport af møllekomponenter, kommer vi til at genoverveje hele vores logistikopsætning og komponentdesign, siger Klaus Lynge Petersen.

Klaus Lynge Petersen anslår, at det vil koste luftskibsudviklerne ca. 200 mio. euro at udvikle en prototype, og derefter vil det koste 75-100 mio. euro pr. luftskib.

Artiklen er bragt i samarbejde med Offshoreenergy.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125