23948sdkhjf

Private vil betale for Kattegatforbindelse

Kattegatkomitéen siger nu, at pensionskasser står klar med penge, så mulig broforbindelse mellem Sjælland og Jylland ikke kun bliver bygget til biler.

Rejsetiden for togpassagerer mellem Aarhus og København vil med fremtidens hurtigere tog falde til kun 58 minutter, hvis der kommer en fast forbindelse med jernbane via Samsø over Kattegat. En broforbindelse alene for biler vil kun forkorte rejsen til to timer og et kvarter, skriver Politiken tirsdag.

Alligevel er en arbejdsgruppe nedsat af transportminister Ole Birk Olesen (LA) sat til i august at aflevere en rapport om muligheden for at bygge en ren bilbro. En jernbane oveni vil være for dyrt for staten, mens en bilbro tjener sig selv hjem med brugerbetaling, lyder argumentet.

Men nu melder Kattegatkomitéen, der består af erhvervsfolk og borgmestre med tidligere miljøminister Jens Kampmann (S) i spidsen, at en stor privat investor senere i år vil komme med et tilbud om at finansiere den kombinerede bro til tog og biler. Det projekt, som staten ikke tør binde an med.

Den interesserede investor overvejer at sætte penge i byggeri af selve anlægget fra kyst til kyst, mens staten kun skal stå for at bekoste de tilhørende motorveje og jernbaner på land, fortæller Kattegatkomitéens direktør, Jens Kampmann.

Han ønsker ikke at røbe navnet på den private finansinstitution, kun, at der er tale om danske pensionskassepenge.

- Men de har allerede regnet på det og kan se gode muligheder i sådan et projekt, siger Kampmann til Politiken.

Pensionskasser skal i modsætning til staten have en forrentning af deres risikobetonede investering, men Jens Kampmann mener ikke, at det fordyrer broen.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) mener ikke, at pensionskassernes tilbud ser attraktivt ud, skriver han i et e-mail-svar til Politiken. For det er ikke tilstrækkeligt at se på udgiften til kyst-til-kyst-delen. Man er nødt til også at medregne udgifterne til landanlæg, som alene løber op i 24 milliarder kroner, understreger ministeren.

- Derfor afventer jeg fortsat den nærmere beregning af en ren vejforbindelse, som ser ud til at være det eneste realistiske bud på fast Kattegatforbindelse betalt af brugerne selv, skriver Ole Birk Olesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096