23948sdkhjf

Guld-Volvo til jubilæum

CM Transport er fyldt 100 år og har investeret i en helt unik Volvo

C.M. Transport A/S i Nørresundby har fået leveret en ny Volvo FH 500 6x2. Denne helt unikke lastvogn i sort og guld blev leveret fredag den 14. september, da virksomheden fejrede 100 års jubilæum. I hverdagen kendetegner en fin rød farve ellers C.M. Transports bilpark.

- Vi har fået den lakeret i sort og guld for at markere vores jubilæum, forklarer Malte Skinbjerg, der er en af de tre ejere af transportvirksomheden.

- Det er den eneste af vores lastbiler, der får de farver. Den skal være et blikfang. Så håber vi, at folk lægger mærke til den i de syv år, der går, før vi skifter den ud.

Jubilæumsmodellen har 500 hk og er leveret med I-Shift gearkasse og Globetrotter førerhus. Den er solgt og leveret af Laurits Damgaard fra Volvo Truck Center i Aalborg.

Historisk milepæl
Selv om C.M. Transports kerneydelser har udviklet sig gennem tiden, lever de oprindelige dyder i bedste velgående.

C.M. Transport er en velrenommeret, danskejet vognmandsvirksomhed, der oprindeligt blev stiftet som tømmerhandel i 1918 af Christian Madsen Nielsen og drevet som familieforetagende indtil januar 2016, hvor Malte Skinbjerg, Lars Sølvkjær og Preben Randbæk overtog alle aktier i virksomheden.

- Lars og jeg blev ansat i 2005 og købte hver 10 procent i 2008, fortæller Malte Skinbjerg, adm. direktør og medejer i C.M. Transport.

- Det viste sig at være et dårligt tidspunkt med henblik på finanskrisen, der ramte senere på året. Efter nogle magre år fra 2008-2014 kunne vi ånde lettet op og mærke fremgang. Vi valgte at overtage virksomheden sammen med Preben Randbæk kort efter.

Nicheprodukter
Virksomheden har i dag to nicheprodukter: Leveringer med medbringertrucks, der kan sidde bag på 13,60 gardintrailere, og kranleverancer i form af åbne forvogn/hængere med bagmonteret kran.

Foruden de to kerneydelser adskiller C.M. Transport sig fra kollegerne i branchen på et væsentligt parameter. En strategi om at have så lidt berøring med gods som muligt.

- Vi henter godset hos kunden og kører det direkte ud til deres kunder uden omlastning undervejs. Det er med til at reducere risikoen for at komme til at skade godset, levere det til en forkert adresse eller lignende.

Tråde tilbage i historien
Oprindeligt en tømrerhandel, dernæst vognmandsvirksomhed og i dag også speditionsvirksomhed. C.M. Transports virke har udviklet sig gennem tiden, men til trods for den nu 100-årige rejse er der visse ting, som ikke ændrer sig.

- Christian Madsen Nielsen, som stiftede virksomheden, var en meget vellidt forretningsmand i det nordjyske. Han var fair og kompetent, og man vidste, at man fik kvalitet for pengene. Disse dyder gør vi alt for at efterleve den dag i dag, slutter Lars Sølvkjær.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078