Nu kommer Damco under Maersk Line - og bliver speditør
A.P. Møller-Mærsk bekræfter nu rygterne om, at Damco bliver en del af Maersk Line. Sammenlægningen sker allerede fra den første januar 2019, hvor Damco's CEO Klaus Rud Sejling får en ny stilling som chef for Mærsk's logistik- og service-produkter. Han skal fremover referere til Maersk Lines kommercielle direktør Vincent Clerc.
Det oplyser Mærsk i en pressemeddelelse.
Sammenlægningen skal ifølge Mærsk ses som endnu et skridt i transformationen af den gamle koncern hen imod et rendyrket transportselskab. Med Damco som en integreret del af Maersk Line vil kunderne få en bedre oplevelse af koncernen, lyder det. Blandt andet fordi det vil være muligt at tilbyde mere komplette løsninger på en mere simpel måde, og fordi der vil være færre kontaktpunkter mellem kunderne og Mærsk end hidtil.
Samtidig åbner Mærsks CEO Søren Skov op for, at bemandingen i den del af organisationen, der er i kontakt med kunderne, skal styrkes.
- Vores medarbejdere spiller en nøglerolle i at få det her til at ske, og derfor forstærker vi på samme tid vores frontlinjeorganisation, som er tættest på vores kunder, siger Søren Skov i meddelelsen.
Damco bliver speditør
Den del af Damco, der håndterer speditøropgaver som luftfragt eller fragt med flere forskellige fragtselskaber, fortsætter under Damco-brandet.
- Ved at lade Damco fokusere fuldstændigt på spedition vil A.P. Møller-Mærsk bygge en godt præsterende og global speditørvirksomhed, der kan vokse og blomstre, skriver Mærsk i pressemeddelelsen.
Det nye Damco, der får det fulde navn af Damco Freight Forwarding, vil blive ledet af Saskia Groen In't Woud, som i øjeblikket er i driftsdirektør i Damco.