Silo Trans udvider i Vejle
Hos Silo Trans i Vejle glæder man sig over, at der er højt til loftet i virksomhedens nye lagerhal. Hallen, der er opført i totalentreprise og tegnet, planlagt og bygget af Bygmesteren i Give, er 5,5 meter høj. Det giver Silo Trans masser af ny plads i den 1300 m2 store isolerede hal.
Der har igennem byggeprocessen været et tæt samarbejde med Bygmesteren Give, som har stået for alt det praktiske fra tegningsarbejde og byggetilladelse til opførelse af det nye byggeri og ikke mindst parkeringsanlægget omkring bygningen.
Hal med plads til parkering og gode udenoms arealer
I alt 4 aluporte åbner bygningen op mod de gode anlægsforhold omkring bygningen, der giver mulighed for parkering på matriklen.
- Vi har gennem processen haft et skarpt øje på de omkringliggende anlægsforhold, herunder parkering på pladsen udenfor hallen, fortæller entreprenøren Jonas Madsen, Bygmesteren i Give.
- Behovet for udenomsplads skal jo ikke bare opfylde virksomhedens nuværende behov men også holde langt ind i fremtiden. – en typisk akilleshæl, når man bygger for transportbranchen. I transportsektoren er det jo ikke kun selve byggeriet, men i lige så høj grad også de omkringliggende anlægsforhold, der vil gøre en forskel i dagligdagen, fortæller han.
Bygmesteren i Give har hentet sin erfaring med byggeri til transportsektoren via sit arbejde med byggeri til fødevarebranchen, og har været etableret som entreprenør siden år 2000.