23948sdkhjf

Prime Cargo fik masser af ny omsætning

Kolding-virksomheden har skabt 50 nye arbejdspladser
Efter tre år med faldende omsætning har speditionsfirmaet Prime Cargo med hovedkvarter i Kolding nu fået vendt skuden: Omsætningen steg i seneste regnskabsår til 530 millioner kroner - en stigning på 25 procent i forhold til året før, når der er taget højde for, at regnskabsåret 2016/17 kun dækkede ni måneder.

Overskuddet er dog ikke fulgt med: Det seneste regnskab viser et overskud på godt 6 millioner kroner før skat, hvor der året før var et plus på godt 11 millioner på de ni regnskabsmåneder.

Selskabet har efter et direktørskifte sidste år iværksat tiltag til at få skabt vækst i forretningen, og det har givet pote, også på medarbejderfronten, konstaterer den nye administrerende direktør, Jesper Bejstrup. På et år er der skabt cirka. 50 nye arbejdspladser, og Prime Cargo beskæftiger nu over 300 fastansatte medarbejdere i Danmark.

- Vi er naturligvis stolte over, at nye kunder vælger os til, og glade for at eksisterende kunder oplever vækst i deres forretning. Den store fremgang på blot et år har været en stor og spændende udfordring for os. Ligesom andre i branchen oplever vi flaskehalse i flere led i vores værdikæde, hvilket også har medført ekstra omkostninger for os, siger Jesper Bejstrup.

Ud over fremgangen i Danmark oplever Prime Cargo også stor fremgang i selskabets oversøiske selskaber i Kina, USA og Polen. Således omsatte Prime Cargo-gruppen for omkring 800 millioner kroner i det forgange regnskabsår, en fremgang på over 20 procent.

Prime Cargo blev etableret i 1998 som en privatejet virksomhed med kontorer i Nordeuropa, Fjernøsten og USA. Virksomheden leverer løsninger til lagerlogistik og international transport. I 2015 blev Prime Cargo opkøbt af den japanske Mitsui-Soko Group.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.226