To Renault til Esbjerg-vognmand
Det er ikke alle, der vender tilbage til transportbranchen, når man først har forladt den. Ole Velbæk er en af de få.
Oprindelig var han lastbilchauffør hos Roland Munch i Esbjerg. Her kørte han i næsten 25 år; men så en dag besluttede han sig for at skifte spor og blive fritidslandmand.
Først havde han en mindre gård; men i 2002 købte han Lundegaard ved Esbjerg. Det er en større landbrugs- ejendom med omkring 200 hektar landbrugsjord.
Kærligheden blomstrede igen
Da der var brug for at køre korn- og foderstoffer til og fra gården, blomstrede den gamle kærlighed til lastbiler op igen.
Ole Velbæk etablerede Lundegaard Transport, og så var han i gang. Den første lastbil blev købt i 2006. I dag har virksomheden 10 lastbiler i daglig drift, og landmanden er blevet vognmand. Dyrkning og høst på Lundegaards mange hektar jord er udliciteret til af en maskinstation.
Selv er han at finde i en af firmaets lastbiler.
- Døgnet har kun 24 timer, så man jo prioritere, forklarer Ole Velbæk, der allerede har rundet de 60 år.
Kørsel fra Esbjeg Havn
Hovedparten af Lundegaard Transports lastbiler kører med containere fra Esbjerg havn til forskellige destinationer i Danmark.
Ole Velbæk er selv at finde i en af disse container-lastbiler, og han styrer den daglige transportlogistik fra førerhuset.
De øvrige lastbiler, som er tipsættevogne, kører med korn- og foderstoffer, kartofler, sand, sten og grus, vejsalt m.m. Det sker i et samarbejde med Møller Transport i Rødding.
Gået over til Renault
Vognmanden er også gået over til Renault på det seneste. Foreløbig har han køb to Renault T 480 hk.
- Den ene blev købt for et år siden og har kørt cirka 140.000 kilometer. Den anden er fra i år, fortæller han. Bilerne kører formidabelt, og brændstoføkonomien overgår de øvrige lastbiler i vognparken.
Personligt blev Ole selv overbevist, da han skulle afløse på den ene Renault-lastbil, fordi chaufføren skulle have ferie.
- De kører rigtig godt og tilbyder stor førerhuskomfort til chaufførerne.
Chauffør tilfreds
Chaufføren Anders Simmelsgaard, der er chauffør på den første Renault hos Lundegaard Transport, er en erfaren chauffør med 40 års virke i transportbranchen. Han har kørt alle lastbilmærker, men er blevet særlig glad for Renault på grund af lastbilens køregenskaber og komfort.
Bedst til brændstof
- Den trækker rigtig godt op ad de store bakker, og så har den fulde ståhøjde i førerhuset. Det er ubesværet at bevæge sig rundt i førerhuset under pauser, tøjskift m.m., og der er masser af aflæggerplads, fortæller han.
Anders Simmelsgaard ligger i front blandt firmaets chauffører, når det handler om at køre langt på literen. Han kører konsekvent med automatisk fartpilot i erkendelse af, at ingen chauffør kan konkurrere med teknikken, når det vedrører brændstoføkonomisk kørsel.
Er der brug for at tage lidt af farten, benytter han motorbremsen. Er der muligheder for friløb over en strækning, slår han fartpiloten fra og lader lastbilen rulle ganske gratis.