23948sdkhjf

Her er Kurt Beiers møgsager

Det er ikke første gang, Kurt Beier Transport er i mediernes og myndighedernes søgelys

Kurt Beier har tidligere været igennem vridemaskinen i de danske medier. Her er et udpluk af det, virksomheden har været udskældt for.

2003: 4.000 kr. i bøde for ulovlig cabotage
Kurt Beiers litauiske datterselskab, LB Eurotrucking, dømmes for ulovlig cabotagekørsel i Danmark ved retten i Aabenraa 10. december 2003. Retten stadfæster en bøde på 4.000 kr., som blev udstedt efter afsløringer af cabotagekørsel fra Aabenraa Havn i efteråret 2002.

Ingen fra firmaet mødte op i retten. Derfor blev der afsagt en udeblivelsesdom, hvor bøden på 4.000 kroner blev stadfæstet.

2013: Dømt for underbetaling
Det nu lukkede rumænske Kurt Beier-datterselskab HBT Internationale Transporte SRL bliver dømt i en sag om underbetaling. Samme år bliver virksomheden dømt til at betale omkring 17.000 kroner i kompensation for 'moralsk skade' til en chauffør, fordi virksomheden stoppede hans lønudbetaling, da han fik en hjerneblødning. Det skriver Avisen.dk.

Direktør for Kurt Beier Transport, Karsten Beier, ønsker ikke at kommentere retssagerne.

2014: Skattefidusen
TV2 afslører, at Kurt Beier har fundet en metode til udbetaling af løn, der gør, at kun én tiendedel af den udbetalte løn til Rumænske chauffører er skattepligtig. De rumænske chauffører er ansat gennem Kurt Beiers rumænske samarbejdspartner, firmaet Gbt Logistic Srl. Her er månedslønnen blot 1.350 kroner.

Men udover grundlønnen får chaufførerne udbetalt omkring 10.000 kroner som skattefri diæter. Dermed slipper de for at betale skat af langt størstedelen af lønnen.

En repræsentant fra Kurt Beier udtaler til TV2, at ”… lovgivningen er fulgt, og vi har sådan set ikke flere kommentarer til det.”

2014: I bagmandspolitiets søgelys
Kurt Beier og familien får ransaget deres private boliger og firmaadressen i Sædding af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), kaldet bagmandspolitiet. Det skriver Jydskevestkysten.

Bagmandspolitiet mener, at Kurt Beier efter straffelovens § 289 har gjort sig skyldig i skatteunddragelse i relation til transferpricing-forhold. Transferpricing er, når selskaber i den samme koncern handler med hinanden. I sådanne situationer skal de handlede goder sættes til markedsprisen, for hvis man sætter prisen højere end det, er det en metode til at trække penge ud til for eksempel skattely.

Et halvt år senere bliver sagen mod familien droppet.

2016: Dømt for underbetaling - igen
Fra september 2013 til marts 2015 arbejdede en rumænsk chauffør, ansat ved Kurt Beiers rumænske datterselskab GBT Logistic SRL, sammenlagt 843 timer uden at blive betalt for det. Det svarer til 35 dage uden løn. Det afslører Avisen.dk.

Ved en domstol i den rumænske by Cluj bliver selskabet i november 2016 dømt til at betale omkring 25.000 kroner til den rumænske chauffør.

2017: Skrappe forretningsmetoder
I forbindelse med afsløringen af underbetalingssagen i det rumænske datterselskab, kan dansk presse bringe flere historier om de skrappe forretningsmetoder, der bliver taget i brug overfor virksomhedens egne ansatte i Rumænien.

Chauffører står frem og fortæller til Avisen.dk, at de for eksempel bliver trukket i løn, hvis deres arbejdsgiver vurderer, at de har brugt for meget diesel – eller hvis de ikke når at tage telefonen, når chefen ringer dem op.

Ligeledes skriver avisen, at en nyresyg medarbejder var nødt til at sælge alle sine ejendele for selv at købe en busbillet hjem til Rumænien, da hans tilstand forværredes.

Artiklen er en del af temaet Kurt Beier-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093