23948sdkhjf

Indtjeningen står stille hos flyttefirmaerne

Danskerne skifter bolig som stort set aldrig før. Siden 1980 har der kun været seks år med flere flytninger, end tilfældet var i 2017, viser tal fra Danmarks Statistik. Samtidig betyder lunere konjunkturer, at erhvervslivet får brug for mere kapacitet og nye domiciler.

Alligevel viser Transportmagasinets analyse et dyk på flyttebranchens indtjeningskurve.

Under halvdelen af virksomhederne i brancheanalysen forbedrede bundlinjen sidste år, og den gennemsnitlige indtjening faldt som konsekvens med 4 pct.

Udvidelser koster
Den nedadgående tendens i 2017 trækkes af markante procentuelle fald og medfølgende underskud hos de hovedstadsbaserede virksomheder Fag Flyt og JD Logistik.

Mens førstnævnte i sit bare andet leveår oplevede tilbagegang med et utilfredsstillende resultat til følge, var der tale om et kalkuleret år i rødt hos JD Logistik. Når bundlinjen ikke fulgte med øget den øgede travlhed hos JD Logistik, skyldes det investeringer i nyt styringssoftware, optimering af lagerforhold og nye markedstiltag, ligesom selskabet udvidede forretningen med et nyt kontor Københavns Indre By.

Det var også ekstraordinære udgifter til etableringen af en ny afdeling, der trak en ellers voksende bundlinje ned hos Frej.dk. For at imødekomme stigende efterspørgsel valgte virksomheden at åbne et kontor i Aarhus som supplement til hovedkvarteret i Glostrup.

Overvejende tilfredshed
Trods vigende bundlinjer kom både JD Logistik og Frej.dk dermed tilfredse ud af 2017.

I det hele taget stempler flyttemandsledelserne 2017-resultaterne som tilfredsstillende. Det gælder også Bryde & Sønner, der for andet år i træk præsterede det højeste overskud blandt flyttefolkene, og den nominelle højdespringer 3 X 34 Transport, der omkostningssparede sig til en femdobling af bundlinjen og en andenplads på indtjeningspodiet.

Bach Salicath-koncernen, der er paraply for selskaber som Windum og Møbeltransport Danmark, dominerer tabellerne for bruttofortjeneste, antal ansatte og balancesum, men må tage til takke med en sjetteplads i flyttefolkenes indtjeningsræs. Indtjeningsopbremsningen til trods anser Bach Salicath-ledelsen resultatet som tilfredsstillende under den givne markedsmæssige situation.

Alt i alt balancer flyttebranchens gennemsnitlige tilstand på en knivsæg. Langt de fleste tjener penge, og renset for ekstraordinære hændelser ville udviklingspilen givetvis følge i slipstrømmen på danskernes stigende flyttetendens.

Flyttebranchen i tal

  • Flyttefirmaernes bruttofortjeneste steg samlet med 3 procent baseret på fremgang hos 53 procent af virksomhederne. I 2016 gik to tredjedele af segmentet frem.
  • Kun 43 procent af flytteforretningerne forbedrede bundlinjen sidste år, og det medførte et fald i det gennemsnitlige resultat før skat på 4 procent. Det er andet år i træk med samlet fald i indtjeningen.
  • Det gennemsnitlige resultat før skat per medarbejder faldt med 1,3 procent – fra 60.000 til 59.000 kr.
  • Lige over halvdelen af flytteselskaberne i analysen øgede medarbejderstaben sidste år, men samlet set voksede antallet af ansatte i flyttesegmentet marginalt med 1,7 procent.
  • Afkastningsgraden faldt hos otte ud af ti flytteselskaber, mens egenkapitalens forrentning gik tilbage hos godt og vel to tredjedele.

Noter:
Flytteforretningssegmentet består af flytteforretninger med mere end 15 ansatte.

*Hvejsel Møbeltransport har ikke sammenlignelige tal, idet 2016-regnskabet dækker halvandet år, og indgår derfor ikke i den kvantitative analyse.

Artiklen er en del af temaet Top 100 - 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.196