23948sdkhjf

DTL: Højresvingsindsats virker – men vi må udvide fokus

Der er blevet ført kampagner rettet mod både lastbilchauffører og cyklister. Der er blevet stillet skærpede krav til lastbilens spejle, og mange kører i dag med kameraer, som skal kompensere for blinde vinkler. Og der er tegnet op og ændret på lyskryds – alt sammen for at nedbringe antallet af højresvingsulykker.

I Vejdirektoratets og Højresvingsgruppens statusrapport over de seneste årtiers indsats er det tydeligt, at kurven går den rigtige vej.

Men DTL-direktør Erik Østergaard ønsker endnu mere fokus:

- Det står klart for mig, at en række faktorer afgørende har ændret sig i trafikbilledet de senere år: Der er kommet langt flere biler, der er mange cykler i de store byer, flere kører hurtigere, og alt for mange lytter til musik, sms’er, taler i telefon og så videre, mens de burde koncentrere sig om at komme sikkert gennem trafikken, siger han, og fortsætter:

- En vognmand eller lastbilchauffør kører ofte med livet i hænderne i den tætte bytrafik, og undgår måske 100 farlige situationer og nær-ulykker om dagen, heraf ofte ganske mange som manden bag rattet er helt sagesløs i forhold til. Det slider på koncentrationen, det trætter, og det er et massivt, dagligt pres.

- Jeg tror, at enhver, der færdes i de store byers trafik, kan bekræfte, at der er brug for, at forældre bliver bedre forbilleder for deres børn i trafikken. Hvis forældre kører hensynsløst og uforsvarligt på cykel gennem byen, så lærer børnene unoderne dér – uanset hvor mange kampagner, vi andre laver.

Se på trafikadfærden
- Derfor er der for mig at se ingen vej uden om, at vi må få set på det samlede trafikbillede – og ikke kun på de ulykker, der rent faktisk sker. For måske bør vi også se på trafikadfærden, når det gælder brugen af mobiltelefonen på cyklen, synligheden hos cyklister i form af lygter og refleksveste, bødestørrelser og kontrol af kørsel overfor rødt lys hos cyklister og så videre. Alt sammen nogle af de adfærdsting, som spiller ind i de mange daglige nær-ulykker, hvor det lige så godt kunne være gået helt galt.

- I kombination med for eksempel detektionssystemer, som kan afværge kollisioner med bløde trafikanter, tror jeg, vi kan komme et skridt videre. Og selvfølgelig skal vi fortsat have fokus på at stille relevante og meningsfulde sikkerhedskrav til lastbiler samt udføre kontroller af både spejle og køre-hviletidsregler for chauffører.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078