Branchen om vejpakke: - Det er et vigtigt gennembrud
Efter intensive forhandlinger blev EU’s transportministre sent mandag enige om en fælles position på Vejpakken.
Rådet er blevet enige om at bibeholde de nuværende cabotageregler med en grænse på 7 dage og 3 kørsler. Derefter kan cabotage i det samme land først igen ske efter en karensperiode på 5 dage.
Den nye aftale betyder, at udstationeringsreglerne gælder al transport – bortset fra transitkørsel, som går igennem et land uden stop, og bilateral kørsel. Ved bilateral kørsel forstås en transport udført mellem to medlemslande som eksempelvis Danmark og Sverige eller Danmark og Tyskland.
DTL: Det er vigtigt og nødvendigt
Hos DTL er man begejstrede, og forventer, at pakken vedtages, når den skal behandles i Parlamentet.
- Når ministrene med så komfortabelt et flertal – og med kun otte lande og altså mindre end 14 % af EU's befolkning imod - så bør Parlamentet også kunne nå i mål. Alle store lande, på nær Polen, har stemt for. Det vil være utilstedeligt, hvis Parlamentet ikke kender sin besøgelsestid, siger administrerende direktør i DTL Erik Østergaard, og fortsætter:
- Der lægges op til et længe tiltrængt opgør med postkasseselskaber og ordnede forhold for varebiler samt øget myndighedskontrol. Alt sammen vigtigt og nødvendigt. Det er desuden godt og vigtigt, at der er udsigt til fuldt forbud mod hvil i førerhuset under det ugentlige hvil, og at EU-domstolens beslutning ikke anfægtes.
DI: Vi er glade for kompromiset
I DI er direktør Michael Svane også optimist på baggrund af aftalen:
- Det er afgørende for transportbranchen, at vi undgår nationale særregler, og at der kommer ensartede regler i hele EU, samt at reglerne er nemmere at håndhæve og lettere for virksomhederne at efterleve. Det er i det store hele lykkedes. Derfor er vi glade for det kompromis, der blev nået. Aftalen afspejler, at der skulle skabes enighed på trods af meget modsatrettede holdninger.
DI tilføjer desuden, at man er tilfredse med, at kravet om, at køretøjer skulle vende tilbage til hjemlandet efter en cabotagetur, ikke blev til noget.
ITD: Roser og torne
ITD mener, der er både fordele og ulemper ved den nye aftale, men at resultatet trods alt er glædeligt:
- Det er glædeligt, at ministrene i den grad lagde sig i selen for at lande en fælles position. Alle vidste, at der var rigtigt meget på spil for de europæiske transportvirksomheder, og ministrene formåede at indgå de nødvendige kompromiser, for at vejpakkeforhandlingerne nu kan nærme sig en afslutning. Selvom der både er roser og torne i buketten fra mødet, så vil nye fælles regler, der fortolkes ens af landene, og som kan og vil blive håndhævet og kontrolleret effektivt, være til fordel for de mange transportvirksomheder, der i årevis har ventet på nye og mere fair spilleregler, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.