23948sdkhjf

Succes fører til frasalg af virksomhed

Kudsk & Nissum sælger Kolding-afdelingen til den daglige leder Henrik Conradsen.

Der kan komme så meget vind i sejlene i en virksomhed, at det er praktisk at dele aktiviteterne i to for at udnytte vinden bedst muligt. Det er tilfældet for virksomheden Kudsk & Nissum A/S med hovedafdeling i Vojens og værkstedsfilial i Kolding.

For tre år siden etablerede Kudsk & Nissum A/S sig med en afdeling i Kolding; men der var noget, som de tre indehavere, John Nissum samt far og søn, Jørn og Morten Kudsk, ikke havde forudset. Nemlig det tempo, som den nyansatte, daglige leder i Kolding satte.

- Som det selvstændige datterselskab Kudsk & Nissum Kolding har udviklet sig, har Henrik Conradsen fået nye visioner, fortæller driftsleder og medindehaver Morten Kudsk.

- Vi tre i Vojens kan ikke lægge vores energi to steder. Derfor overtager Henrik Conradsen nu firmaet i Kolding med reparation og service af alle typer lastbiler. Det frigiver tid til, at vi i Vojens kan koncentrere os om at udvikle Kudsk & Nissum med både reparationer og opbygning af lastbiler samt de øvrige aktiviteter med vognmandsforretning og transportfirma.

27-årige Henrik Conradsen markerer overtagelsen af Kudsk & Nissum Kolding ApS ved blandt andet at ændre firmaets navn til Truck Center Kolding. Han har været med i virksomheden på Vejlevej i Kolding næsten fra starten og har i øvrigt på det nærmeste lastbilolie i blodet.

- Familien havde vognmandsforretning i Rødding i 42 år, fortæller den nyslåede virksomhedsejer.

- Selv kom jeg i lære som lastbilmekaniker hos Carsten Noer Service i Toftlund i 2008. Siden var jeg mekaniker hos en vognmand i Rødding.

Et særdeles højt aktivitetsniveau er kendetegnende for Henrik Conradsen, som har været vant til at have tre-fire job samtidig. Blandt andet har han "hjulpet med at skrue" hjemme i vognmandsfirmaet, kørt for Dansk Autohjælp, fremstillet og monteret alu-facader; men han har også haft tid til at stifte familie med kæreste og to børn.

Det var lige mig
- Efter at jeg havde været hos Kudsk & Nissum et halvt års tid, kunne jeg mærke, at det her var mig, fortsætter han.

- Det har været planen længe, at jeg på et tidspunkt skulle med i ejerkredsen på halv basis; men jeg ønsker nok mere fart på udviklingen i Kolding, end det kan passes ind i totalen hos Kudsk & Nissum, vurderer Henrik Conradsen.

Samme koncept
Truck Center Kolding vil følge den hidtidige linje fra Kudsk & Nissum Kolding. Nemlig reparationer og service af alle store lastbiler, trailere, hejs, kraner og dæk.

- Det bliver samme koncept som i Vojens med alt under ét tag siger han.

- Nyopbygninger lader jeg fortsat Kudsk & Nissum om, men i øvrigt satser vi på et tæt samarbejde, så vi fortsat dækker et stort område.

Truck Center Kolding får fra start otte medarbejdere på værkstedet.

Frasalget af Kolding-værkstedet til Henrik Conradsen kommer på ingen måde til at reducere aktiviteten hos Kudsk ´& Nissum i Kolding. For godt et års tid siden overtog virksomheden Carsten Noer Service i Toftlund, og dermed fik Vojens-firmaet en ny bastion lidt længere mod sydvest. Den indgår som en del af en Kudsk & Nissum-oprustning i det sydjyske, fortæller Morten Kudsk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078