Sådan kører MAN's nye TGM-model
MAN TGM er på mange måder en ideel distributions-partner. Den er populær blandt danske fragtmænd og distributører - og det har den været i mange år.
TGM så dagens lys i 2005, og siden har den vundet markedsandele i hele Europa - gang på gang.
Her aktuelt prøvekører vi 2018-versionen. Det sker efter aftale med MAN Truck & Bus og vognmandsfirmaet TJW Fragt i Karlslunde, som netop skal have leveret nogle nye TGM. Det er en af dem, vi prøvekører inden leveringen.
TGM anno 2018 har ny motor, nyt interiør og mere sikkerhedsudstyr.
Motoren er den nye version af MAN D08 på 7-liter, som blev lanceret ved et pressearrangement for præcis et år siden. Den har kunnet købes herhjemme siden foråret.
Før ydede den 341 hk, men nu kan den nøjes med 320 hk med uændrede præstationer. Momentet på 1.250 Nm er maksimalt mellem 1.200- og 1.700 omdrejninger, så bilen er ganske smidig.
Den forbedrede MAN TGM-model er blevet vel modtaget, ikke mindst på grund af den 103 kg lettere motor, der sikrer en bedre brændstoføkonomi, og den mere støjsvage motor, der sikrer bedre komfort for chauffør og passager.
Lettere motor
Der er arbejdet to år på at udvikle den nye motor, som nu udelukkende kører på SCR-teknologi - altså uden EGR. Motoren er ren nok til at klare EU’s nyeste miljøkrav.
MAN har blandt andet valgt at have en oliesump i fiberforstærket plast. Desuden er der en enkeltturbo-lader med wastegate i stedet for dobbelt-turbo.
Sammen med en række andre forbedringer har det sikret den lavere vægt og den bedre brændstoføkonomi samt øget servicevenligheden. Der er nu olieskift ved 80.000 km i stedet for 60.000 km som før.
Endelig er TipMatic automat-gearkassen tilpasset den nye motor med hurtigere skift mellem gearene.
Nyt er også EasyStart igangsætningen. Man har et par sekunder til at flytte foden har bremsepedalen til speederen, før lastbilen begynder at rulle.
Transportmagasinet har tidligere prøvekørt den nye TGM. De skete ved et pressearrangement, da den blev præsenteret i Spanien i oktober 2017.
Dengang foregik turen i et særdeles bakket terræn vest for Barcelona. Det, der især slog mig, var, at støjniveauet var mærkbart lavt, og at træk-kraften passede godt til bjergvejene.
Greve og Frederikssund
Nu tester vi bilen i det bjergløse Danmark. Prøvekørslen er henlagt til en tur mellem Greve og Frederikssund via Roskilde og retur via Måløv, Frederikssundmotorvejen og Karlslunde - altså et knapt så udfordrende terræn.
MAN TGM i den testede 320 hk udgave er både hurtig og smidig, og man sidder godt i det luftaffjedrede komfort-førersæde med armlæn. Der var også varme i sædet, længde-, lænde- og højdeindstilling.
Bilen er som standard udstyret med et plast-rat og klimaanlæg.
Fartpiloten er let at betjene, og den gør langturene mere afslappende; men vi må anbefale ACC adaptiv fartpilot. Den er ekstraudstyr i TGM; men værd at investere i, syndes undertegnede.
Vi oplevede meget stop/start-kørsel på turen; men det er typisk for denne bils normale kørselsnorm, hvor den primært skal bruges til lokal og regional distributionskørsel.
Bilen var da også udstyret med en klassisk ProfilBox lad-opbygning fra Brdr. Plagborg med ZHD lift. Motorbremsen blev aktiveret i toppen af bremsepedalen og var tilpas velfungerende i sving. Den 12 trins TipMatic gearkasse skiftede hurtigt og blødt. MAN tilbyder TGM med Efficient Roll, hvor gearkassen skifter til friløb fra 55 km/t på lige og faldende vejstrækninger - og sparer brændstof.
Sikkerhedssystemerne omfattede blandt andet nødbremsesystem (Emergency Brake Assist 2) med fodgængergenkendelse og linjevogter (Lane Guard System), men ikke ACC (Adaptiv fartkontrol) samt esc stabilitetskontrol.
Kabinen er også ny i 2018-udgaverne af TGM - og der er kommet valg af forskellige farver på instrumentbrættet. Der er kommet flere aflæggepladser og mulighed for køleskab midt i kabinen, og desuden flere USB-stik.
Hele kontrolpanelet er løftet op, og her er der samlet de mest anvendte betjeningsknapper for bl.a. varmeapparatet. Her sidder også drejeknappen for gearskift. Derimod har man beholdt den klassiske håndbremse til højre for førersædet, men mon ikke den elektriske håndbremse er med i næste årgang.
Mellem hovedinstrumenterne er der placeret en fire tommer farveskærm, hvor chaufføren kan følge bilens funktioner i forhold til forbrug og aktuelt gear. Bilen har også en centralt placeret syv tommer farveskærm med navigation, og bilen har også fået RIO Box (Connectivity-Board-Modul.)
Kunden var parat
Den 26 ton tunge lastbil er meget udbredt som fragtmandsbil med stykgodstransporter, og bilen skulle da også leveres umiddelbart efter vores test til TJW Transport i Karlslunde.
Vognmandsfirmaet er med i Dansk Distribution.
For TJW Transport står TGM bilerne primært for distribution på Sjælland med udgangspunkt i transportcentret i Karlslunde. TGM bilerne kører typisk otte år - med de fem første år på leasingkontrakt.
Stærk på distribution
MAN står stærkt på markedet med modellerne TGL og TGM, når det handler om distributionslastbiler.
- TGM er vores mellemtunge lastbil, der primært er beregnet til regional kørsel, forklarer markedskommunikationschef Claus Lindholm fra MAN Truck & Bus Danmark.
- Den er stor nok til at kunne transportere store mængder gods, men er samtidig lille nok til også at kunne komme ind og ud af byerne. Dertil kommer lav indstigningshøjde og kort vendediameter. TGM har en relativ lav chassis- og egenvægt.
- TGM har for nyligt fået opdateret motorprogrammet. Den nye D08 motor er blevet lettere og samtidig mere brændstofvenlig med en forventet besparelse på op til fem procent. Alt i alt en det en af markedets mest komplette distributionsbiler i mellemklassen.
Artiklen er en del af temaet Test.