23948sdkhjf

Vognmænd til kamp mod 3F’s monopol

ITD Arbejdsgiver stævner den danske stat for at opnå fuld organisationsfrihed for arbejdsgivere

ITD Arbejdsgiver har besluttet at stævne den danske stat for at få fuld organisationsfrihed for arbejdsgivere.

"Konflikter, der iværksættes med henblik på at få et medlem af ITD Arbejdsgiver til at tiltræde en bestemt overenskomst, skal være ulovlige, og staten skal beskytte medlemmernes ret til ikke at være medlem af en bestemt forening," skriver arbejdsgiverforeningen i en pressemeddelelse.

"ITD Arbejdsgiver går om nødvendigt hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at få medhold i sit synspunkt," hedder det videre i pressemeddelelsen.

Rammes af konflikt
De cirka 100 vognmænd, der er medlemmer i ITD Arbejdsgiver, er gang på gang blevet ramt af konflikt initieret af 3F og fulgt op af ødelæggende sympatikonflikter.

- Det handler ikke om, hvilke løn- og ansættelsesvilkår chauffører på ITD Arbejdsgiver har. Den overenskomst vi har indgået med Krifa indeholder løn, pension osv. på markedsvilkår, udtaler Trine S. Plesner, der er direktør i ITD Arbejdsgiverforening.

- 3F har historisk haft overenskomstmonopol på transportområdet. Vi oplever, at 3F vil kæmpe med alle midler for at bevare monopolet. Deres eneste formål med konflikten er, at der skal stå "3F" på overenskomsten.

Minimallønsoverenskomst
Siden 2016 har ITD Arbejdsgiver haft en overenskomst med Krifa, som indeholder løn- og arbejdsvilkår på markedsvilkår.

Der er tale om en minimallønsoverenskomst, hvor der centralt forhandles de grundlæggende forhold, og hvor det så lægges op til virksomhederne at forhandle de sidste tillæg på plads med chaufførerne.

Både de vognmænd, der er i ITD Arbejdsgiver, og deres chauffører er tilfredse med overenskomsten.

Ikke imod Den Danske Model
ITD Arbejdsgiver anerkender og arbejder inden for Den Danske Model med kollektive overenskomster på organisationsniveau, der er på markedsvilkår. Foreningen kæmper for, at man må eksistere på lige fod med andre foreninger.

- Som situationen er nu, har 3F de facto monopol, fordi den danske stat ikke beskytter vores medlemmer mod konflikter, der tvinger en arbejdsgiver til at tiltræde en bestemt overenskomst, siger Trine S. Plesner.

- Vi har gennem længere tid haft dialog med politikere og organisationerne i transportbranchen om at finde en mindelig løsning, der giver rum til både 3F og ITD Arbejdsgiver. Der har desværre ikke været nogen åbne døre.

- Derfor går vi nu til juridisk kamp mod overenskomst-monopolet, som vi mener er i strid med de grundlæggende menneskerettigheder.

Valgfrihed til arbejdsgivere
Netop sammenhængen mellem overenskomst-monopolet og menneskerettighederne bliver retssagens omdrejningspunkt, når ITD Arbejdsgiver stævner den danske stat. Eksklusivklausuler er ulovlige og lønmodtagere kan frit vælge fagforening i Danmark. Man kan også vælge at undlade at melde sig ind i en fagforening.

- Desværre er der endnu ikke lovfastsat en tilsvarende ret for arbejdsgivere. Det vil vi have lavet om på ad rettens vej.

Ingen mindelig løsning
- Vi har gjort et forsøg på at finde en mindelig løsning, sådan at retstilstanden på dette område kan blive nutidig og så også arbejdsgivere – og ikke kun lønmodtagere – sikres foreningsfrihed.

- Vi har dog ikke fundet den nødvendige vilje fra det politiske system og øvrige organisationer i transportbranchen til at gøre op med denne sorte plet på den ellers gode Danske Model, siger Trine S. Plesner.

Derfor indleder vi arbejdet med en stævning mod den danske stat i samarbejde med vores advokat, Kromann Reumert.

ITD Arbejdsgiver er stiftet af ITD's 800 medlemmer for tre år siden. ITD bakker fuldt op om stævningen mod staten.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063