Styrelse forbyder stormkørsel og godsvogne fra dødsulykke
Efter sidste uges dødsulykke på lavbroen over Storebælt forbyder transportmyndighederne med øjeblikkelig virkning brug af sættevogne monteret på såkaldte lommevogne.
Det sker efter undersøgelser foretaget af Havarikommissionen af togulykken på Storebælt, hvor 8 blev dræbt og 16 kvæstet.
Derudover har styrelsen bestemt, at reglerne for, hvornår og hvor hurtigt godstogene må køre over Storebælt, bliver ændret.
Ulykken skete, da en sættevogn - en lastbiltrailer - rev sig løs fra en såkaldt lommevogn og ramte et modkørende passagertog.
Mandag foretog Havarikommissionen en test. Den viste, at der kan være risiko for, at sættevognene ikke låses forsvarligt fast til lommevognen, altså godstogsvognen.
Havariundersøger ved kommissionen Bo Haaning fortæller, at mistanken opstod i weekenden.
- Lørdag orienterede vi Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen om, at vores undersøgelse havde vist, at selv om trailere blev læsset på lommevogne fuldt korrekt - altså efter gældende regler - så kunne der være en risiko for, at de i praksis ikke var låst.
- Det var indikation, vi havde i lørdags. Det var, hvad vi fik bekræftet af test i går (mandag, red.), siger han.
Ifølge Bo Haaning er det alt for tidligt at sige noget om, hvilken rolle opdagelse vil spille i undersøgelsen af ulykken.
- Vi er i opstarten af en meget stor undersøgelse. Hvorvidt de her resultater fra vores test i går er en meget stor, en mellem eller slet ingen brik i det puslespil, som førte til den skrækkelige ulykke, er for tidligt at sige, siger han.
Det har ikke været muligt at teste den godsvogn, der har været involveret i ulykken på Storebæltsbroen.
Forbuddet er rettet mod de virksomheder, som benytter sig af den pågældende metode til godstransport, og gælder i første omgang i to uger. Herefter vil der blive taget stilling til, om det forlænges.
Styrelsen har desuden udstedt et påbud til Banedanmark om at fastsætte nye grænser med hensyn til vindstyrke for godstransport over broen.
Fremover skal hastigheden for godstransport med vindfølsomme køretøjer sættes ned til 80 kilometer i timen, når vindstyrken når stiv kuling, altså 15 meter i sekundet.
Ved stormende kuling - 20 meter i sekundet - forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer, og ved storm - 25 meter i sekundet forbydes al godstransport.
Påbuddet fra styrelsen er begrundet i en bekymring om, "at vindforholdene kan have været en medvirkende årsag til ulykken og dermed medfører en risiko for jernbanevirksomheden".
Det fremgår af afgørelsen, som er offentligt tilgængelig på styrelsens hjemmeside, trafikstyrelsen.dk.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/