Chauffører i centrum på transportmesse
Der bliver gang i den for chaufførerne på MCH Messecenter Herning.
På Transport 2019 vil man både kåre DM for transportlærlinge og finde den chauffør, som skal sendes til finalen i Scanias ”Driver Competition.” Og som det tredje chauffør-event vil 3F og DTL kåre Årets Chauffør sammen med Rådet for Sikker Trafik.
DM for transportlærlinge
Der er tradition for, at DM for transportlærlinge afholdes i forbindelse med transportmessen.
I år finder konkurrencerne sted om fredagen, hvor forhåbningen er, at endnu flere lærlinge fra skolerne kommer og hepper på deres kammerater. DM for transportlærlinge består af to særskilte konkurrencer - DM for Chaufførlærlinge og DM for Lagerlærlinge.
- Det er altid en kæmpe oplevelse for deltagerne, når de skal dyste mod hinanden på den store scene foran et publikum. Der er nerver på, men de får en oplevelse for livet. Det faglige niveau er højt, så der bliver kamp til stregen for de dystende lærlinge, fortæller Jan Lillelund fra AMU Transport Danmark, der står bag konkurrencerne.
Scanias river Competition
Som noget nyt holder Scania en del af deres chaufførkonkurrence om lørdagen under Transport 2019.
- Vi betragter chaufføren som det vigtigste aktiv med hensyn til økonomi, miljø og sikkerhed. Derfor skal deltagerne vise deres evner inden for defensiv kørsel og brændstoføkonomisk kørsel, fortæller Jannie Christiansen, der er marketing & communication manager hos Scania Danmark.
- Chaufførerne skal også vise deres værd ved forskellige manøvreprøver som præcisionskørsel, forlæns- og baglæns slalomkørsel samt en ny vandudfordring. Desuden skal de gennemføre en kontrol af køretøjet, lastsikring samt brandbekæmpelse og førstehjælp.
Årets Chauffør kåres
For første gang uddeler Rådet for Sikker Trafik prisen 'Årets Chauffør' på Transportmessen i samarbejde med Fagforbundet 3F og DTL.
- Prisen går til en chauffør, der har bidraget med en særlig trafiksikker indsats i sin virksomhed. Med prisen ønsker vi at anerkende de mange dygtige og trafiksikre danske erhvervsbilister, der hver eneste dag er med til at holde vejene sikre. Vi ønsker herved at inspirere andre bilister til en mere trafiksikker kørsel, siger Mathias Hjorth Frederiksen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Fokus på chauffører
Hos MCH glæder man sig over, at der bliver fokus på de mange dygtige chauffører under Transport 2019.
- Vi er stolte af det rekordstore aktivitetsprogram, og ikke mindst er vi glade for, at vi kan være med til at sætte fokus på de mange dygtige chauffører og lagerarbejdere, som helt bogstaveligt er med til at få hjulene til at dreje rundt i Danmark, siger Nikolaj Jørgensen, projektleder, MCH A/S.
Tid og sted
Transport 2019 gennemføres 21.-23. marts 2019 i MCH Messecenter Herning.
Artiklen er en del af temaet Transport 2019.