23948sdkhjf

Nu går Brexit ind i afgørende fase

Brexit-processen er nu kommet ind i en afgørende fase, og den britiske regering har lagt op til, at der i midten af marts 2019 vil komme et fingerpeg om retningen og tempoet i den britiske EU-exit. Det skriver Danske Speditører på sin hjemmeside.

Den britiske premierminister, Theresa May, har oplyst, at der vil blive afholdt en afstemning den 12. marts om den brexit-aftale, hun i øjeblikket forhandler med EU om. Hvis den bliver afvist, skal parlamentet senest dagen efter stemme om, hvorvidt man ønsker at forlade EU uden en aftale. Bliver det også afvist, vil parlamentet den 14. marts skulle stemme om kortvarigt at udskyde datoen for udtrædelsen af EU. Som det ser ud netop nu, vil den britiske regering lægge op til en tre måneders udsættelse til slutningen af juni.

Henrik Beck, politik- og kommunikationschef i Danske Speditører og sekretariatsleder i Erhvervslivets Kompetencecenter For Told (EKFT), glæder sig over, at danske virksomheder forhåbentlig kan se frem til en vis form for afklaring i løbet af cirka 14 dage.

Dog advarer han om, at meget stadig kan gå anderledes, end man kan forudsige på nuværende tidspunkt:

- Theresa May ønsker grundlæggende ikke, at udtrædelsesdatoen skal udskydes, men at den britiske EU-exit den 29. marts 2019 bliver ledsaget af en aftale om de fremtidige relationer mellem Storbritannien og EU. Hvad indholdet bliver i denne skilsmisseaftale, ved vi ikke med sikkerhed, fordi den stadig er under forhandling. Danske virksomheder må styre deres berettigede tålmodighed i endnu et kort stykke tid, siger Henrik Beck.

- Hvis det britiske parlament senest den 12. marts nedstemmer Theresa May’s nye plan, vil mit bedste bud være, at parlamentet den 14. marts vil stemme ja til en udsættelse. Det store spørgsmål vil herefter være, om EU vil gå med til at godkende en så kort udsættelse. EU har nemlig ved tidligere lejligheder erklæret sig skeptisk over for at nøjes med en så kort udsættelse, som den Theresa May nu lægger op til, fortæller Henrik Beck.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105