23948sdkhjf

EU afviser cabotage i England

Det har konsekvenser at melde sig ud, fastslår både EU-kommissær og den danske trafikminister

EU-kommissionen er med på det britiske forslag om, at man anerkender hinandens vognmandstilladelser, men kun resten af året.

Briterne foreslår ikke en udløbsadato, og de får også en kold skulder til forslaget om, at man tillader cabotage hos hinanden, hvis det ender med en skilsmisse uden aftale efter "Exit Day" den 29. marts.

Den danske EU kommissær, Margrethe Vestager, gør det klart, at briterne ikke bare kan få det som de ønsker det.

- Det ledende princip er, at det har konsekvenser, hvis man melder sig ud på en måde, der ikke er håndteret. Vi kan ikke lave en buffer, som gør, at der ingen konsekvenser er, siger Margrethe Vestager til Transportmagasinet.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er på samme linje.

- Det har en konsekvens at melde sig ud af EU.

- Vores generelle position er fra dansk side, at UK godt må få nogle overgangsordninger, der letter overgangen fra det at være medlem til ikke-medlem; men det er vigtigt, at det er overgangsordninger. Der er forskel på at være medlem af EU og ikke være medlem. Vi ønsker ikke permanente særforhold for UK, siger Ole Birk Olesen.

Langt det meste vejgods over Kanalen og Nordsøen transporteres af EU-transportører. Derfor ønsker den britiske regering at holde forsyningslinjerne intakte. Det britiske udspil er også uden udløbsdato.

- Den britiske regering har en interesse i, at cabotage er inkluderet. Op mod 80 procent af den internationale transport til UK er med ikke-britiske lastbiler. De kører cabotage i UK. Med andre ord vil en stor del af kapaciteten forsvinde på det britiske marked, forklarer direktør Søren Hyldstrup Larsen, Nordic Logistics Association, NLA.

- Disse EU-lastbiler er primært irske, franske, hollandsk og belgiske. Derfor ønsker de lande også cabotage inkluderet.

NLA, som DTL er medlem af, siger ligesom EU-kommissionen nej til at lade nødaftalen omfatte cabotage.

- Storbritannien skal ikke stå bedre i en No Deal-situation end i en situation med en aftale, siger Søren Hyldstrup Larsen.

ITD’s politiske chefkonsulent, Jørn-Henrik Carstens, foretrækker, at cabotage indgår i aftalen.

- Grundlæggende vil det være en større fordel for den danske transportbranche at få cabotagen med. Jeg ser få engelske biler køre i Danmark, mens jeg tror, at en hel del danskere kører i England, siger Jørn-Henrik Carstens.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094