23948sdkhjf

Uddannelse - med garanti for job

Tyskejede Dekra er blevet en storspiller på det danske marked med undervisning i transportsektoren - og der er garanti for job bagefter, hvis man passer studiet.

På Transport 2019 kan man møde Danmarks største udbyder af transportuddannelser - Dekra - med 40.000 kursister om året fordelt over hele landet. Uddannelsesvirksomheden vil vise hele paletten af uddannelser, og man har sågar inviteret over 100 erhvervsskoleelever til messen.

Dekra slår på, at man formidler kontakt til alle transportuddannelser - og har man dem ikke "i huset," finder man dem hos kolleger i branchen.

- Sammen hjælper vi mennesker sikkert på vej. Det er vores ordsprog, fortæller koncerndirektør Peter Laursen fra Dekra. 

Dekra er en privat organisation fra Tyskland. Den kan sammenlignes med FDM herhjemme. Der er knap 400 ansatte i Danmark - og 100 gange så mange på verdensplan. Der er ingen aktionærer i organisationen - overskuddet geninvesteres. Herhjemme buges overskuddet for eksempel til nye køretøjer, materialer og lokaler.

Dekra etablerede sig i Danmark i 2012, da man overtog TUC. Hovedkontoret er i dag i Brøndby.

- Vi henvender os til det professionelle segment inden for landtransport med produkter, der både er certifikat-givende og andre relevante kurser som for eksempel energirigtig kørsel, stort kørekort, alle former for efteruddannelser, vognmandstilladelser, farligt godstransport, flextrafik og gaffeltruck, siger Peter Laursen.

- Vi har et såkaldt partner-koncept, hvor vi arbejder tæt sammen med vognmændene. Vi overtager ofte administrationen af medarbejdernes kompetenceudvikling og uddannelsesplan, og det gælder også kursusgodtgørelser, siger Peter Laursen.

Overblik
Kort kan man sige, at vognmanden kan koncentrere sig om sin forretning - for Dekra har overblikket over medarbejdernes uddannelser, sørger for tilmelding, hjælper med ansøgning om refusion, hjælper med realkompetencevurdering, CV-bank, sikkerhedsrådgivning og tilmelding til AMU-kurser.

- Vi oplever en stigende kompleksitet i samfundet. Der stilles flere og flere uddannelseskrav til chaufførerne. Det kan være svært for små uddannelsesvirksomheder at leve op til de mange krav. Her kan vi komme ind i billedet.

Mangler 2.500 chauffører
Omskoling indgår som en væsentlig aktivitet, hvor Dekra kan hjælpe en tømrer til at lære at køre lastbil - eller måske en sosu- eller bankassistent til at køre bus.

- Det tager seks uger at få et buskørekort, og derefter et fem dages kursus for at få flextrafik-uddannelsen. Man kan blive taxichauffør på 10 dage.

- Vi foretog i fjor en såkaldt Voxmeter-undersøgelse blandt 500 vognmænd. Ifølge de svar, vi fik ind, vil der mangle 2.500 chauffører om et år.

- I dag er gennemsnitsalderen for erhvervschauffører omkring 50 år, og det er i dag svært at tiltrække unge. Så nogen må gøre noget, siger Peter Laursen.

Han peger på, at der blandt andet gøres meget for at tiltrække flere kvinder til transportbranchen. Man har derfor etableret et kvindenetværk.

De skal også på sprogskole
- Vi satser også på at få flygtninge og indvandrere til at integrere sig ved at få en transportuddannelse på det danske arbejdsmarked. Det betyder, at der også undervises i dansk, siger Peter Laursen og forklarer nærmere:

- Teorien foregår både på dansk, engelsk og arabisk, mens det praktiske sker på dansk. Det gøres ved at undervise hver anden dag i stort kørekort og hver anden dag i brancherelateret dansk.

- Arbejdet med uddannelserne sker i i samarbejde med kommunerne, men også med organisationer og transportvirksomheder. Et eksempel er Danske Fragtmænd i Taastrup. Det handler om at skabe varig beskæftigelse.

- Vi kræver selvfølgelig, at vores elever møder op og følger undervisningen - til gengæld garanterer vi et arbejde bagefter. Ellers får de pengene tilbage - for et kørekort koster jo mange penge; men endnu har vi ikke skullet betale penge tilbage. Vi har jo ansvar for vores produkt. 

Artiklen er en del af temaet Transport 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125