23948sdkhjf

Kurt Beier bløder millioner

Sagen om filippinske chauffører, der boede under kummerlige forhold i en slumlejr i Padborg, har sat blodrøde spor i 2018-regnskabet fra Kurt Beier Transport

Slumlejr-skandalen har haft store økonomiske konsekvenser for Kurt Beier Transport A/S, skriver Fagbladet 3F.

Virksomheden har haft et underskud på godt 25 millioner kroner før skat i 2018 mod godt 11 millioner kroner før skat i 2017. Samtidig er egenkapitalen styrtdykket til 4,3 millioner kroner fra 26,5 millioner kroner i 2017. Det viser Kurt Beier Transport A/S’ nyeste regnskab, som blev offentliggjort 3. juni 2019.

En livstruende krise
Erhvervskommentator på Politiken Leif Beck Fallesen har kigget på regnskabet, og han vurderer, at Kurt Beier Transport befinder sig i en “livstruende krise”.

- De har et voldsomt stort underskud og en lille egenkapital. 2019 bliver afgørende for, om firmaet overlever. Det afhænger af, om firmaet har skaffet sig andre kunder, siger han.

Om forklaringen på underskuddet i regnskabet for 2018 skriver ledelsen for Kurt Beier Transport A/S blot:

”Resultatet er i væsentlig grad påvirket af den ultimo 2018 opståede sag omkring løn- og arbejdsvilkår i et af koncernen ejet datterselskab.”

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar til regnskabet fra Kurt Beier Transport A/S’ direktør, Karsten Beier, men han er ikke vendt tilbage på fagbladets henvendelse.

Ekspert: Dårlig etik er livstruende
Efter afsløringer af kummerlige forhold for filippinske og srilankanske chauffører, der i 2018 boede i en slumlejr ved Kurt Beier Transport A/S’ afdeling i Padborg, er det gået stærkt tilbage for vognmandsvirksomheden. Flere store virksomheder vendte den udskældte vognmand ryggen og opsagde samarbejdet, heriblandt Arla, Jysk og transportgiganten DSV.

Leif Beck Fallesen pointerer, at Padborg-sagen er det mest markante og klare eksempel på, at et firma betaler en høj pris for manglende etik.

- Læren er, at det er livstruende for et firma at opføre sig, som Kurt Beier Transport har gjort med dets dårlige behandling af filippinske chauffører. Kundereaktionerne viser, at det rækker dybt ned i erhvervslivet, at den slags ikke længere accepteres i Danmark, siger han.

Det fremgår af årsrapporten, at Kurt Beier Transports ledelse forventer, at selskabets aktiviteter og indtjening vil forbedres væsentligt i 2019.

Kilde: Fagbladet 3F

Artiklen er en del af temaet Kurt Beier-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083