Ny 3-akslet til vognmand fra Høng
På Kristi himmelfartsdag kunne Scanias Salgskonsulent i Holbæk Ernst Larsen levere en flot, kongeblå S 500 6x2/4 til PL Transport i Høng.
S-sovekabineførerhuset med højt tag har fladt gulv og en ståhøjde på 2.070 mm fra gulv til loft. Det store førerhus udgør også en sikker arbejdsplads, da førerhuset er konstrueret som en stor sikkerhedsramme rundt om chaufføren og passageren.
Indvendigt er førerhuset spækket med udstyr blandt andet premium chauffør- og passagersæde med ventilation og varme, læderrat, elektronisk opvarmede og justerbare spejle, 7” infotainmentsystem, DAB radio med Apple Car Play navigation, Bluetooth og subwoofer, køje med udtræk, opbevaring på bagvæg og køleskab.
Bilen er også udstyret med forskellige chaufførkomfort- og sikkerhedssystemer for eksempel opticruise automatgear, adaptiv fartpilot med active predicition, LDW (kørerbaneafvigelse) og AEB (avanceret nødbremsefunktion).
Det er Scanias opbyggerafdeling i Vojens, der har stået for opbygningen af PL Transports nye supertrækker, og de har blandt andet udrustet bilen med blå eloxeret aluminiumsdørk, hanebro under hytten, LED-lysskilt, høj solskærm, cyklistkamera, forskellige arbejdslys, stor værktøjskasse i højre side, trekanter mellem bagskærmene med aftageligt låg, ADR-skilt, ildslukkere og en såkaldt ”norgesbagende”, der er et stykke kraftigt fladjern, som sidder bagpå trækkeren, så traileren ikke ødelægger bagenden.
Både førerhus – alt plastik inklusive – chassis og hjulnav er lakeret med Scanias MCC-farvekoncept. Fordelene ved dette koncept er, at lastbilen bliver leveret i præcis den farve, som kunden ønsker, direkte fra fabrikken, så den ikke skal forbi en maler først, og at alt på bilen kan indfarves, så den får et stilet, ensartet look.