23948sdkhjf

Ovethi fejrer fem mærkedage

Preben og Thomas Thinggaard markerer fem fødselsdage og jubilæer 21. juni. Samtidig bliver sønnen adm. direktør i det fynske dækfirma.

Ikke færre end fem mærkedage i 2019 fejres med en reception hos det fynske dækfirma A/S Ovethi på fredag, 21. juni.

For det første kan firmaet fejre 65-års jubilæum efter stiftelsen i 1954.

Dernæst kan Preben Thinggaard Sørensen fejre sin 75-års fødselsdag (15. januar i år) samt sit 60-års jubilæum hos Ovethi og i dækbranchen.

Og endelig kan sønnen Thomas Thinggaard, som nu tager over som adm. direktør i firmaet, fejre sin 40-års fødselsdag (17. august i år) samt sit 20-års jubilæum i firmaet.

Receptionen holdes på fredag 21. juni kl. 12-16 i et festtelt på hovedafdelingen, Odensevej 35 i Gelsted, og dagen efter er der stor fest for firmaets medarbejdere.

Holder af livet i firmaet
Trods de mange år i firmaets og dækbranchens tjeneste har Preben Thinggaard ingen planer om at stoppe.

- Jeg har jo selv bygget det hele op, så det er svært at sige stop. Jeg har plantet hvert træ her på grunden og bygget hver bygning, og jeg er stadig aktiv i firmaet hver dag, så jeg har ingen planer om at stoppe. Men nu bliver min søn Thomas adm. direktør, mens jeg fortsætter som senior adviser, fortæller Preben Thinggaard til Motor-magasinet.

- Jeg lever og ånder for virksomheden, for den har altid været en naturlig del af mig. Jeg holder af livet i firmaet, for mine medarbejdere og kunder er stadig en stor drivkraft i mit liv. Så selv om jeg har afsindigt dygtige medarbejdere, der nok sagtens kunne klare skærene uden mig, og selv om jeg ikke arbejder så meget nu, som jeg gjorde førhen, så har jeg simpelt hen ikke lyst til at slippe tøjlerne helt, siger Preben Thinggaard.

- Og selv om jeg holder rigtig meget af at spille tennis - det gør jeg tre gange om ugen - og kort og at nyde livet på én af klodens mange skønne pletter, ikke mindst vores dejlige hus og have i Gelsted, sammen med min samlever Krystyna, så er der altså noget livsbekræftende og meget meningsfuldt i at være aktiv i erhvervslivet, som han udtrykker det.

Preben Thinggaard er desuden meget bil- og motorsportsinteresseret.

Autodidakt
- Som 15-årig manglede jeg en til at køre mig rundt til kunderne, og det blev min mor, der i en alder af 46 år valgte at tage kørekort for at vi kunne få tingene til at hænge sammen. Det var udelukkende mig, der bankede på dørene, snakkede med og servicerede kunderne, så jeg lærte helt fra bunden, hvordan gamle dyder som arbejdsomhed, tillid, ærlighed og service er afgørende, når man driver virksomhed og har med kunder at gøre. Derfor er disse værdier stadig omdrejningspunktet og hjørnestene i Ovethi, slår Preben Thinggaard fast.

- Det handler om, at kunden kommer igen, fordi vedkommende er blevet vejledt korrekt. Vi fokuserer aldrig på prisen, men på kundens behov. Pris er det sidste, vi taler om. Kunden skal ikke huske os for en pris, men for, at vi gør det rette. Og så skal alle kunder behandles ens, uanset hvilken bil, de kommer i, tilføjer han.

- Jeg er autodidakt og forlod skolen som 15-årig for at træde ind i firmaet. Gennem årene har jeg prøvet mig af og søgt udfordringer ved at sidde i diverse bestyrelser samt for eksempel eje GMF trailer-fabrikken i seks år, inden jeg solgte den videre til Sawo. I de seks år voksede omsætningen fra 9 til 100 millioner kroner, fortæller Preben Thinggaard.

To børn
Preben Thinggaard har to børn, Thomas og Marlene, som han adopterede fra Libanon i henholdsvis 1979 og 1982 sammen med sin daværende hustru. Begge børn ejer hver en tredjedel af virksomheden, og Thomas er siden blevet overdraget en del af ansvaret, nemlig salg af dæk til personbiler og varevogne. Og i forbindelse med receptionen udnævnes han nu til adm. direktør. Datteren Marlene arbejder ikke i virksomheden.

Preben Thinggaard har været gift to gange, og er blevet skilt to gange. I dag lever han sammen med specialpædagog Krystyna Starup, som stammer fra Polen, og som er 19 år yngre.

Mange tilbud
Gennem årene er Preben Thinggaard ofte blevet tilbudt at købe dækvirksomheder, ligesom der med jævne mellemrum har været bud på Ovethi.

- Men det handler ikke om at være størst - man skal også kunne sove om natten, siger han og tilføjer:

- Jeg forsøger at tage ansvar for tingene og medarbejderne. I dag er det store problem at få medarbejdere, især montører, og det gælder i dag hele landet.

Preben Thinggaard kan desuden glæde sig over, at hans dækvirksomhed har leveret overskud i alle 60 år - undtagen ét år, nemlig 2009/10, umiddelbart efter finanskrisen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081