Containere fra Miljø-Art i 25 år
For to år siden havde Micodan 25-års jubilæum. Nu er turen kommet til Torben Rask Lunds og Michael Hansens handelsselskab, Miljø Art. Det kan fejre 25-års jubilæum i år. Samtidig fejrer Torben Rask Lund, at han fyldte 60 år i april. Det bliver slået sammen til én stor reception fredag 21. juni i Støvring.
- Vi stiftede Miljø Art to år efter Micodan, fordi vi kunne se, at det blev dyrere og dyrere at producere containere her i Danmark, fortæller Torben Rask Lund.
- Derfor så vi os om efter muligheder i Østeuropa. Vi var en af de allerførste til at sælge containere, der blev produceret i Østeuropa - og det er blevet en stor succes. I dag er der seks fabrikker, som producerer for os. Vi får produceret cirka 1.200 containere om året på fabrikkerne, som ligger i Polen, Estland og Litauen.
- De laver containerne efter vores tegninger og specifikationer. Nogle af dem bliver også skræddersyet til kunderne, men ellers er det mest standard-containere, der kommer fra Østeuropa.
- Alle de containere, der bliver fabrikeret i Østeuropa, bliver solgt gennem Miljø Art, mens Micodan containere bliver produceret hjemme i Danmark.
Specialvarer fra Danmark
Transportmagasinet: Hvad produceres i Danmark?
- I Danmark producerer vi kun specialvarer. Vi har 45 dygtige og engagerede medarbejdere gående i produktionen her i Støvring, hvor vi producerer alle mulige typer specielle containere. Nogle af dem er så specielle, at de løber op i en halv million kroner stykket.
- Udover Danmark er Norge, Island og Sverige vores største markeder. Finland er ved at komme godt med; men ellers ryger der containere til alle mulige lande i Europa. Da fugleinfluenza-krisen var på sit højeste, solgte vi fugle-aflivnings-containere til alle statslige institutioner i Europa. Sidste år leverede vi også en stor stak til Frankrig i forbindelse med, at de udvidede deres beredskab mod fugleinfluenza.
- I Micodan laver vi alt muligt specielt, der kan hejses op på en bil. Kunden skal bare have en idé, så hjælper vi med at udvikle den.
Man skal altid være beredt
Transportmagasinet: Har I aldrig haft nedgangstider?
- Jo, selvfølgelig var der en stor omsætningsnedgang i 2008 og 2009. Hele det islandske marked lukkede ned. Det er nu kommet i gang igen.
- Lige nu kører det derudaf; men man skal altid være forberedt. Det er vi altid. Vi har aldrig haft underskud, selv om der har været dårligt tider. Sådan har vi altid haft det. Når man har bygget en virksomhed op, passer man på den. Man passer på pengene og sørger for at være godt rustet.
Containerbaronen
Torben Rask Lund og Michael Hansen har fordelt opgaverne efter deres kvalifikationer. Torben er sælger med stort "S", mens Michael er tekniker med stort "T." På den måde går de godt i spænd sammen.
Udadtil fremstår Torben som den store "containerbaron," mens det er Michael, der står for de indre linjer og sørger for, at kunderne får, det de har betalt for.
Transportmagasinet: Containerbaronen. Er det er navn, du selv har fundet på?
- Nej, det var en nordmand, der kaldte det mig for 15 år siden - og det har hængt ved siden. Det har jeg ikke noget imod. Det må I godt kalde mig.
Udover receptionen fredagen 21. juni er der stor fest om lørdagen for personalet og de udenlandske gæster.