Dachser Nordic barsler med rekordresultat
Årsrapporten 2018 for Dachsers nordiske koncern viser en stærk fremgang for speditøren.
Omsætningen er landet på hele 1,2 milliarder kroner og resultatet før skat tegner sig for 47,4 millioner – hvilket svarer til en stigning på ikke mindre end 48 procent. Størst har væksten været for det svenske datterselskab, hvor resultatet før skat er firdoblet fra 3,1 millioner i 2017 til 12,6 millioner i 2018.
- De flotte resultater viser, at vi har høstet synergier i flere sammenhænge. Vi har præsteret en lønsom vækst og ikke taget markedsandele for enhver pris, men fået vores bundlinje til at følge med. Vi har øget fokus i forhold til den rette godsstruktur og skabt vækst i flere af vores segmenter, hvoraf den største ligger på eksport af stykgods, fortæller René Sidor, Managing Director for Dachser Nordic A/S.
Markant vækst over hele linjen
Alle tre nordiske datterselskaber – Dachser Denmark A/S, Dachser Sweden AB og Dachser Norway AS – viser en markant vækst i 2018. I særdeleshed i Sverige har man øget resultatet før skat, men også i Dachser Denmark er resultatet øget betydeligt, hvor man ender året med en stigning i forhold til 2017 på 41 procent til godt 20,7 millioner DKK.
- Jeg er meget tilfreds med vores årsregnskab for 2018. Markedet er præget af hård konkurrence, men vi har alligevel formået at fastholde og udvide vores markedsposition som en kvalitetsudbyder. I 2018 blev Dachser kåret som Europas største logistikleverandør inden for stykgodssegmentet, og vi vil også være den foretrukne stykgodspartner i Norden, fastslår René Sidor, der med årsregnskabet for 2018 sætter en afsluttende underskrift på sit første år som Managing Director for Dachser Nordic.