23948sdkhjf

En verdenspremiere er veloverstået

Den første førerløse lastbil har fået sin debut på offentlig vej i Sverige

Nu ruller den første T-pod på DB Schenkers terminal i Jönköping. En T-pod er en elektrisk drevet, selvkørende lastbil udviklet af virksomheden Einride.

T-pod’en kører 300 meter rundt på DB Schenkers facilitet i Jönköping, heraf er 100 meter på offentlige vej.

Fakta om: T-Pod’en

Lasteevne: 15 europaller
Længde: 7 meter
Bredde: 2,5 meter
Vægt: 26 ton (fuldt lastet)
Batteriets kapacitet: 200 kWh
Rækkevidde: 200 km på en opladning
Topfart 85 km/t (elektronisk begrænset)

- Det er ikke en lang distance, men det er et første skridt, som vil revolutionere dele af vores industri, siger Mats Grundius, CEO for DB Schenker Cluster Sverige, Danmark, Island.

- Det giver os mulighed for at få viden om ny teknologi. Det er et skridt, der bringer og nærmere et bæredygtigt transportsystem. Elektrificering og automatisering er fremtiden, og vi ønsker at bidrage til den teknologiske udvikling og se, hvilke muligheder det bærer med sig, siger Mats Grundius.

Bekymrede chauffører
Da DB Schenker og Einride præsenterede deres planer om at introducere en selvkørende lastbil, blev der rejst nogle bekymringer hos chaufførerne - om deres job ville forsvinde.

- Det er virkelig ikke den måde, jeg ser på det, siger Mats Grundius.

- Vi bliver nødt til at have uddannede chauffører, som skal overvåge køretøjerne og kan tage kontrol over dem, hvis det er nødvendigt. Jeg ser chaufførerne som en del af et team, der arbejder i et kontrolrum og overvåger T-pods og er klar til at overtage styringen, når situationen kræver det, fortæller Mats Grundius.

- Der er potentiale for de nye T-pods, der kører mellem to af DB Schenkers terminaler, hvor køretøjet lastes i den ene ende og losses i den anden, det vil sige mellem kendte lastnings- og losningspunkter.

- Der er mulighed for at optimere den interne logistik mellem faciliteterne i Sverige. Blandt andet ses der mulighed for at T-pod’en kan køre mellem Jönköping og Borås. Jo flere punkter, der kan bindes sammen, desto mere effektiv kan man blive.

- T-pod’en er elektrisk drevet og reducerer både emissioner og støj; men ved at være selvkørende vil den forhåbentlig også bidrage til øget færdselssikkerhed.

- De fleste trafikulykker, som sker i dag, er forårsaget af den menneskelige faktor. T-Pod’en har omfattende sikkerhedssystemer, som vil forhindre noget uforudset i at ske, men jeg er ikke så naiv at tro, at alle ulykker vil ende, pointerer Mats Grundius.
Einride

Einride er en svensk teknologivirksomhed, der udvikler et bæredygtigt transportsystem baseret på selvdrevne el-biler.

Einride og DB Schenker startede deres partnerskab i april 2018. I november 2018 blev den første T-pod sat i drift internt på DB Schenkers faciliteter i Jönköping.
I marts 2019 tillod Transportstyrelsen T-pod’en at køre i overensstemmelse med svenske trafikregler og godkendte ansøgningen om at udvide pilotprojektet til også at omfatte offentlig vej.

Tilladelsen gælder indtil 31. december 2020.

- Denne dag er en vigtig milepæl i Einrides historie og for vores bevægelse for at skabe en sikker, effektiv og bæredygtig transportløsning baseret på autonome el-biler, der har potentiale til at reducere CO2-emissionerne fra vejgodstransport med op til 90 procent.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor stolt jeg er af vores team, der står bag dette sammen med vores partner og kunde DB Schenker, sagde Robert Falck, CEO og grundlægger af Einride.

- Autonome lastbiler er fremtiden for logistikbranchen, sagde Jochen Thewes, administrerende direktør for DB Schenker.

- Sammen med Einride har vi nu introduceret autonome, fuldt elektriske lastbiler til et kontinuerligt flow på en offentlig vej - en milepæl i overgangen til morgendagens transportsystem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078