T-pod: Den skal vi også ha’ i Danmark
Der er ikke mangel på ord og store tanker, når DB Schenkers administrerende direktør i Danmark, Henrik Dam Larsen, skal beskrive begivenheden 15. maj 2019.
- Jeg stod og tænkte på, hvornår der senest var sket noget så stort som dette i transportbranchen. Det var måske dengang man standardiserede containeren i 1960’erne.
Dengang vidste man ikke, det var en revolution. Man tænkte bare, at det var nemmere at transportere en container end løst gods. Det bliver samme med de selvkørende lastbiler. Jeg tror, at det bliver en lige så stor revolution.
Transportmagasinet: Men det er jo en meget kort tur, den kører…
- Ja, svarer Henrik Dam Larsen. Det er kun 300 meter, hvoraf de 100 meter er på offentligvej - men tænk på alternativet: at starte et tungt dieselkøretøj et utal gange om dagen for at køre denne korte tur med forbrænding af diesel og CO2-udslip. Jeg tror, at elektriske lastbiler kan være mere interessante på korte end på lange ture.
Og så er Henrik Dam Larsen ikke i tvivl om, at vi skal have T-pod’en til Danmark.
Også til Danmark
- Jeg kan sagtens se den køre i Danmark, siger han. Det skal naturligvis ikke være på motorvejen eller i den almindelige trafik. De skal køre i pendulfart mellem to steder, og det skal være et sted, hvor den ikke generer andre trafikanter.
- Jeg har faktisk allerede et sted i tankerne, hvor den kan køre frem og tilbage herhjemme.
Transportmagasinet: Hvad skal der egentlig til, for at vi kan få en T-pod i Danmark?
- Myndighederne skal naturligvis ind over, svarer Henrik Dam Larsen. Vi skal have testet den politiske holdning til sådanne selvkørende køretøjer. Vi har selvfølgelig en lang række gode argumenter.
- Det handler ikke bare om at få en lastbil uden chauffør. Det er ikke for at være fri for chaufføren, at vi vil have T-poden til Danmark. Det handler om effektivitet. Det handler om, at vi har kapacitetsproblemer på vejene. Vi har chaufførmangel. Og så er der hele sikkerhedsaspektet. De fleste af de ulykker, der sker med lastbiler, skyldes menneskelige fejl. Det kan vi reducere.
- Endelig handler det også om at få en transport, der er CO2-neutral, og en transport, som ikke støjer og larmer. Det skal vi have gjort noget ved.
- Vi håber, at de danske myndigheder – ligesom i Sverige – kan se, at der er noget her, som skal undersøges nærmere. Vi er klar til at invitere de danske politikere en tur til Jönköping for at se nærmere på T-pod’en, siger Henrik Dam Larsen.
- Vi skal også inddrage nogle kunder, som går op i miljø og sikkerhed, og som kan se, at vi ikke kan blive ved med at belaste motorveje og veje. De skal være med i dette her, så de kan lære af det – og tage den lærdom ind i deres supply chain.
- Det er en proces, der kommer til tage tid; men det skal vi ikke være kede af, bare vi får den rette løsning.