23948sdkhjf

Robotter og teknologi ændrer vilkårene for chauffører og lagerarbejdere

Rigtigt mange chauffører og medarbejdere skal efteruddannes, viser en rapport, som konsulentfirmaet Valcon har lavet for DI og 3F Transportgruppen. 

Robotter, kunstig intelligens og digitale platforme vil i de kommende år forandre vilkårene på lagrene og i lastbilerne. Der vil fortsat være brug for mennesker til at udføre arbejdet, men mange job vil blive ændret, og rigtigt mange medarbejdere skal efteruddannes. Det viser en rapport, som konsulentfirmaet Valcon har lavet for DI og 3F Transportgruppen. 

I fremtiden kan en række opgaver løses hurtigere og billigere med brug af digitale løsninger. Og stadig flere lagre vil blive computerstyret og betjent af robotter. Ifølge rapporten vil mange job forsvinde, men samtidig vil der blive skabt nye jobfunktioner, som er mere kundeorienterede. 

- Den øgede automatisering sikrer, at virksomhederne er konkurrencedygtige, så de kan klare sig i fremtiden. Det betyder på ingen måde, at der er udsigt til karavaner af førerløse lastbiler og en affolkning af medarbejdere. Men jobbene vil ændre sig,  siger Kim Graugaard, fungerende adm. direktør i DI. 

- Vi får brug for medarbejdere med nye kompetencer, og der bliver behov for en omfattende  efteruddannelse af eksisterende medarbejdere, så de kan leve op til de krav, virksomhederne stiller til dem, siger han. 

Mere digitalisering i uddannelser
Ifølge rapporten vil fremtidens lagre og lastbiler ikke bliver rent robotdrevne. Men der vil blive investeret mere i automatiserede lagre, der vil ske en øget digitalisering af lagre og transportmidler, og e-handlen vil vokse kraftigt. Udviklingen vil forandre mange virksomheder. 

- Vores medlemmer inden for handel og transport har mange muligheder i den nye digitale virkelighed. Men det kræver, at vi sætter ind med massiv efteruddannelse. Vi skal tænke mere digitalt i uddannelserne og i den måde, vi taler om kompetencer på, siger Jan Villadsen, formand for 3F’s Transportgruppe. 

Intet tyder på at antallet af job i transportbranchen vil blive reduceret, så langt vi kan se ind i fremtiden. 

- Chauffører og lagerarbejdere kommer ikke til at bliver overflødige, som typograferne gjorde i 1990’erne. Der er mange muligheder for at arbejde inden for branchen, hvis man er parat til at omstille sig og lade sig efteruddanne, siger Jan Villadsen.

Denne artikel er bragt i samarbejde med DI Business.

Kilde: DI Business

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079