23948sdkhjf

Trafikstøj generer dobbelt så mange i dag som i 2000

På 17 år er andelen af danskere, der er generet af støj fra trafikken, fordoblet, viser en ny rapport

Mere end dobbelt så mange danskere er generet af trafikstøj som i år 2000. Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed med udgangspunkt i tal fra 2017.

14 procent af de adspurgte svarede, at de inden for de seneste 14 dage har været lidt eller meget generet af trafikstøj. I 2000 var andelen 6 procent.

- Vi ved ikke, hvad fordoblingen præcis skyldes. Den mest oplagte hypotese er, at der er kommet mere trafik på vejene, siger Michael Davidsen, der er seniorforsker på SDU og medforfatter til rapporten.

Med rapporten har forskerne fra Statens Institut for Folkesundhed undersøgt gener i boligmiljøet ved at spørge 12.700 personer, hvad de generes af i deres hjem. Her springer trafikstøjen i øjnene.

Det er især det store spring fra år 2000 til 2017, der overrasker.

- Man kan nok ikke sige, at 14 procent af danskerne er så markant, men jeg synes, at fordoblingen er markant, siger Michael Davidsen.

Det er især folk, der bor i lejlighed, som føler sig generet af støj fra bilerne på vejen. Mens 22 procent af lejlighedsbeboere er generet af trafikstøj, er 10 procent af dem, der bor i hus, generet.

Undersøgelsen giver ikke svar på, om der er forskel på land og by. Der ses dog forskelle mellem de danske regioner, hvor Region Hovedstaden tager førstepladsen som der, hvor problemet er størst.

Seniorforskeren fra SDU forklarer, at støj fra vejen kan føre til, at folk har dårligere mental og fysisk sundhed.

- Der er mulighed for, at det indirekte kan føre til hjerte-kar-sygdomme, da vi ved, at trafikstøj leder til stress, og at stress kan føre til hjerte-kar-sygdomme, siger Michael Davidsen.

I 2005 var andelen, der følte sig generet af trafikstøj, otte procent, mens den i 2010 og 2013 var ti procent.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078