23948sdkhjf

Mærsk fragter mere til havs og vender underskud til overskud

Mærsk har flere containere på sine skibe og bedre styring af sine omkostninger, hvilket øger indtjeningen.

Transportkoncernen Mærsk har leveret bedre resultater i 2019, hvor sidste års underskud er vendt til et plus.

Resultatet er forbedret, da Mærsk har haft lidt flere containere på sine skibe at fragte rundt på verdenshavene og samtidig har fået lidt højere priser for det.

Samtidig har Mærsk været bedre til at følge tidsplanerne og haft et lavere forbrug af brændstof. Det har sænket omkostningerne.

Samlet viste Mærsks resultat i andet kvartal et overskud på 1020 millioner kroner.

Det er en forbedring fra et underskud på 213 millioner kroner i samme periode sidste år. Det viser selskabets regnskab, der er offentliggjort torsdag.

Ifølge aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank har Mærsk haft godt styr på sin forretning.

- Mærsk er ude at bruge færre penge per container. Der er ganske enkelt bedre kontrol over omkostningerne, og det gør, at selskabet leverer bedre end forventet indtjening, siger han.

Mærsks omsætning ligger til gengæld stort set uændret i andet kvartal på 64,2 milliarder kroner.

Den flade udvikling skyldes blandt andet, at selskabet har solgt nogle tørlast- og tankskibe, som det fik med i handlen, da det i 2017 købte det store tyske rederi Hamburg Süd.

Mærsk har i andet kvartal fragtet 3,45 millioner 40-fods-containere på verdenshavene, hvilket er 1,4 procent flere end i samme periode året før.

Dermed har Mærsk tabt terræn til konkurrenterne, der i snit flyttede 2,0 procent flere.

- Mærsk mister lidt markedsandele i øjeblikket, men selskabet har også givet udtryk for, at det ikke længere har som hovedprioritet at vokse mere end konkurrenterne, men har fokus på indtjeningen, siger Mikkel Emil Jensen.

Selv om Mærsk melder om bedre resultater i andet kvartal, varsler selskabet dog et mere usikkert marked fremover.

Koncernen nævner en afmatning i den globale økonomi og handelskrigen mellem USA og Kina. Det kan betyde, at der er færre varer at fragte rundt i verden for Mærsk.

Indtil videre får det dog ikke Mærsk til at ændre sine forventninger til 2019.

Koncernen sigter fortsat efter et driftsoverskud på omkring fem milliarder dollar.

Det svarer til 33,3 milliarder kroner. Efter de første seks måneder af 2019 er Mærsk lidt over halvvejs til at indfri det mål.

- Vi fastholder forventningerne for helåret, alt imens makroøkonomien i verden fortsætter med at være forbundet med store usikkerheder, siger administrerende direktør Søren Skou i en kommentar til regnskabet.

Handelskrigen kan ifølge Mærsk potentielt reducere den samlede containerfragt i verden med 0,5 procent i år og 1,0 procent næste år.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079