23948sdkhjf

Bag rattet på Volvos nye sparegris

Volvo Trucks er efter seks år vendt tilbage til turbocompound-princippet i deres motorstrategi med helt ny udvikling, som betyder bedre økonomi og mere trækkraft.

I 2013 droppede Volvo Trucks turbocompound-teknologien i deres motorer; men nu er systemet tilbage i D13 TC-motoren, som skal markedsføres parallelt med D13 motoren.

D13 TC er forfinet med ny stempeludformning og en række andre ændringer, der samlet betyder syv procent bedre brændstoføkonomi, og som også øger gennemsnitshastigheden. Besparelsen på syv procent kommer for fire procents vedkommende fra motoren selv og for tre procent fra software.

Det er selvfølgelig lidt i forhold til besparelsen på 30 pct. i Volvos meget aerodynamiske koncept-lastbil - men dog yderligere et skridt på vejen.

Besparelsen på syv pct. handler jo også om andet end lastbilen - og især om chaufførens kørselsmønster, men det er dog blevet lettere at køre økonomisk med forbedret pedal-respons. Det viser omfattende tests hos bl.a. flådekunder.

De nye turbocompoundmotorer får miljømæssig hjælp fra et EGR system, der sikrer en tilsætning på kun fem pct. AdBlue - en besparelse på op til tre pct.

Fire teststrækninger
Vi har prøvet de opdaterede Volvo FH-lastbiler, der tilbydes med 460- og 500 hk, på fire forskellige strækninger i området mellem Borås og Eksjö nær Jönköping i Sverige - fra kuperede landevejsstrækninger til motorveje.

Vi kan melde om en virkelig forbedring, hvis vi alene taler trækkraft - bl.a. med en længere og helt flad momentkurve, som betyder færre gearskift i automatgearkassen - og dermed med smidig kørsel og lavere støjniveau.

Vi fik mulighed for såvel at prøve den nye Turbocompound-udgaver med 460- og 500 hk og de opdaterede eSCR udgaver, som opfylder de seneste miljøkrav Euro 6 D. Testflåden bestod af 12 lastbiler, så det nøjagtigt passede til de deltagende journalister.

Fokus på langtur
Især 500 hk TC udgaven bød på ekstra power ved lavere omdrejninger. Volvo Trucks har især haft fokus på langtursvognmænd med snit på 120.000 km om året - og som vil spare mere brændstof jo længere de kører.

Efterspørgslen efter transport i hele Europa vokser, og lastvognene dækker stadig længere afstande. Samtidig står vognmændene over for stigende dieselpriser, der sætter pres på rentabiliteten.

Ved at udnytte den overskydende varme og energi giver Turbocompound enheden mere kraft til krumtapakslen og dermed højere moment ved lavere omdrejningstal. Det betyder, at den kører mere støjsvagt, fordi omdrejningstallet er lavere på trods af det høje moment.

Mange forbedringer
Hele konceptet er samlet i "I Save" princippet - og en del af Volvos "Our Fuel Journey" koncept.

Herunder optimeret "I See", hvor lastbilen også via kortdata fra skyen kan se vejforløbet fremad og agere efter det. Det er hvad der i branchen også kendes som predictive cruise control.

Dertil kommer opdaterede bagaksler med mindre friktion, tomgangsstop, I-Cruise med I-Roll - som er Volvos intelligente fartpilot kombineret med friløbsfunktionen I-Roll, som også sparer brændstof. Vi skal også nævne servostyringspumpe med variabel slagvolumen og desuden slukker motoren automatisk efter to et halvt minuts tomgang.

Mere effektiv forbrænding
Strategien til den nye motorteknologi er lagt af den kendte strategichef for motorudvikling, Mats Franzén, som forud for landevejstesten gennemgik de nye motorer.

"Motorerne er ikke mindst spændende med ny-udformede stempler, der er bølgeformede på toppen, så varmen styres ind mod cylinderens midte og væk fra cylindervæggen, hvor energi kan gå tabt i form af varme. Nu styres flammerne ind mod cylinderens midte, så man opnår en mere effektiv forbrænding, så man mister mindre energi som varme," siger Matz Franzén, der har arbejdet 35 år hos Volvo Trucks.

Ekstra 300 Nm
Den varme udstødningsgas bruges til at drive turboen, så der kommer mere luft ind i motoren - og desuden drive en ekstra turbo i udstødningsgassen, som overfører kræfterne via tandhjul til krumtapakslen.

Det er det, som kaldes turbocompound enheden. Effekten er en forøgelse af drejningsmomentet med 300 Nm.

Turbocompound-udgaverne har været i produktion siden begyndelsen af juni - og de første biler er netop leveret til danske kunder. 

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094