23948sdkhjf

Efter Padborg-skandalen: Nye etiske transportregler møder kritik

Danske Speditører har lanceret etiske regler til transportleverandører
Brancheorganisationen Danske Speditører har lavet et sæt etiske regler, der stiller krav til speditørerne og til de vognmænd, der er underleverandører for speditørerne.

Det er en direkte udløber af, at Fagbladet 3F i efteråret 2018 afslørede vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport A/S i at huse filippinske chauffører under "slumlignende forhold" og lade dem køre lastbil i Europa til en løn på 15-20 kroner i timen.

De nye etikregler – Code of Conduct – betyder, at danske speditører forpligter vognmændene til at kræve og kontrollere, at regler om køre-, hvile- og fritid overholdes.

Der er blandt andet også et krav om at stille basale og ordentlige overnatningsfaciliteter til rådighed.

- Det nytter ikke noget, vi stiller krav om at chaufførerne skal ud af førerhusene, hvis de ikke tilbydes opholdsfaciliteter, der som minimum svarer til faciliteterne i et lastbilførerhus. Chaufførerne skal tilbydes privatliv og adgang til basale faciliteter som toilet, bad, vaskemaskine og selvfølgelig en ordentlig seng at sove i, siger direktør Martin Aabak, der er administrerende direktør i Danske Speditører.

- Én sag af Beier-typen er en sag for meget. Vi vil gerne forhindre gentagelser, siger han til Fagbladet 3F.

Blandt brancheorganisationens medlemsvirksomheder er danske transportgiganter som DSV og Blue Water, men medlemsvirksomhederne under Danske Speditører er ikke forpligtet til at tilslutte sig de nye etiske krav.

- Bedre end ingenting
Danske Speditørers etikregler møder kritik fra branchen. Erik Østergaard, direktør i erhvervs- og arbejdsgiverforeningen for den danske transportbranche Dansk Transport og Logistik, mener ikke, at det etiske kodeks i sin nuværende form kan forhindre en ny Kurt Beier Transport-sag.

- Jeg havde gerne set noget, der var skarpere og mere forpligtende. Det er frivilligt at tilslutte sig de etiske krav. Det hele står og falder med, om speditørerne går ind i det. Men det er et skridt i den rigtige retning og bedre end ingenting. Det er positivt, hvis speditørerne begynder at forholde sig til social ansvarlighed og problemerne i branchen, siger Erik Østergaard, der mener, at de etiske regler indeholder en del ansvarsfraskrivelse.

- Ansvaret sendes længere ned i systemet til underleverandørerne. Kulturen skal ændres, og det kræver mere end et stykke papir med et kodeks, der ikke flytter eller ændrer adfærden ude i virksomhederne. Men det er positivt, hvis det er startskuddet til, at der bliver diskuteret kultur, adfærd og normer, siger han.

Formand for 3F’s Transportgruppe Jan Villadsen er også skeptisk.

- Martin Aabak og de andre speditør-direktører kan ikke lide skandalen om slumlejren og de underbetalte filippinske chauffører hos Kurt Beier Transport. De har brugt et helt år på at vedtage et sæt nye såkaldte etiske krav. Men set med mine øjne betyder de stort set kun, at gældende lovgivning skal overholdes.

- Jeg er glad for, at vi har dansk lovgivning og politi til at stå for regler og kontrol på vejene. Og at politikere og regering er i færd med at stramme love og regler op. Det kan de store transportvirksomheder og speditørerne ikke klare alene. Det er jo helt frivilligt, om speditørerne vil følge de nye etiske krav, siger Jan Villadsen ifølge Fagbladet 3F.

Martin Aabak afviser kritikken.

Han understreger, at hvis det etiske kodeks skal virke, skal det være frivilligt og være et dybfølt ønske hos branchen og vognmændene.

- Transportbranchen er bedre end sit ry. Mange blev overraskede over Padborg-sagens omfang og grovhed, og jeg har en stærk tro på, at vognmændene ønsker bedre forhold i branchen og vil det her, siger Martin Aabak.

- Vores medlemsvirksomheder skal nyde et godt omdømme i branchen og drive virksomhed på et højt etisk niveau. Gør en medlemsvirksomhed ikke det, kan den ekskluderes, tilføjer han.

På baggrund af Fagbladet 3F’s afsløringer satte Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation sig i april sammen for at finde løsninger. Efter et udspil fra det såkaldte Padborg-udvalg har regeringen nedsat et lovforberedende udvalg, der senest 1. december 2019 skal komme med et forslag til, hvordan Padborg-udvalgets anbefalinger kan omsættes til lovgivning.

Artiklen er en del af temaet Kurt Beier-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094