Holbækmotorvejen lukker: Brofag kranes på plads
Når Folehavebroen, som Københavns Kommune er ved at bygge, står færdig til foråret, bliver det en ny indgang til København for de cyklister, som kommer til byen sydfra.
Folehavebroen opføres som en stålbro, bestående af syv elementer, der monteres etapevis på allerede etablerede betonfundamenter. Montagen af stålelementerne er begyndt i starten af december. Nu skal den del af broen, det spænder frit over motorvejen, monteres ved hjælp af to kraner, som skal løfte det store brofag på plads.
Etableringen kræver millimeterpræcision og skal udføres i tidsrummet fra klokken 21 lørdag aften til klokken 10 søndag morgen den 14.-15. december
Kommunen har i samråd med Vejdirektoratet valgt at afspærre vejen totalt i hele tidsrummet, selv om lukningen får trafikale konsekvenser. Alternativt ville man være nødt til at holde flere vejbaner afspærrede over mange dage, hvilket ville give endnu større problemer.
- Holbækmotorvejen og Folehaven er en stærkt befærdet strækning, og det ville medføre store problemer for hverdagstrafikken, hvis vi skulle afspærre dele af vejen i en længere periode. Derfor har vi i stedet valgt at lukke af henover aften og nat, så hele montagen kan udføres i ét hug. På den måde får entreprenøren også arbejdsro til at gennemføre dette meget krævende og spektakulære løft, siger centerchef Henriette Hall-Andersen fra Teknik- og Miljøforvaltningen.
Kom og se 32 meter bro blive løftet på plads
Forvaltningen har arrangereret med entreprenøren, at interesserede tilskuere gerne må møde op, hvis man vil se, når det 32 meter lange og 45 ton tunge brofag bliver løftet på plads.
Vejen bliver afspærret, og kranerne kørt i stilling fra klokken 21 lørdag aften, og forventningen er at selve løftet vil finde sted imellem klokken 22 og 23.
Tilskuere kan møde op ved arbejdsskurene i krydset Vigerslevvej/Folehaven, hvor der vil være opsat en sikkerhedsafspærring, så man ikke kan komme til at forstyrre entreprenøren.
Benyt de anbefalede omkørsler
Forvaltningen har på forhånd orienteret redningsvæsenet og transportbranchen, så de er forberedt på, at vejstrækningen vil være afspærret.
Det samme gælder Hvidovre Hospital, med henblik på, at hospitalet kan sørge for at informere for eksempel fødende på vej til hospitalet om, at de denne aften skal køre en anden vej til hospitalet.
Der bliver desuden opsat informationsskilte om lukningen og anbefalet omkørsel en uge før, så de bilister, der normalt kører på strækningen, også informeres.
Endelig hjælper Vejdirektoratet og trafikradioen på P4 med at give besked til så mange trafikanter som muligt.