23948sdkhjf

Aarhus Havn sætter container-rekord

I dag har Aarhus Havn slået sin egen – og dermed Danmarks – rekord i antal håndterede containere på et år. Følg containerens tur igennem fra Horsens til 'Mumbai Maersk' her

I dag kørte en Danmarks-rekord i form af en container fra Danish Crown i Horsens ad E45 til Aarhus havn, hvor den blev lastet på et containerskib. Dermed har Aarhus Havn næsten en måned før årets slutning slået sin egen rekord i håndtering af containere, som blev sat sidste år med 540.363 TEU – eller mere end én container i minuttet alle årets 365 dage.

De containere, der løftes over kaj på Aarhus havn, i den resterende del af december udgør således årets vækst i containeromsætningen. Vækst kommer vel at mærke efter de seneste to års fremgang på ca. 20 pct.

Kundechef Nicolai Krøyer havde ved årets begyndelse en forventning om, at Aarhus Havn i 2019 ville slå sin egen rekord i containeromsætning, men han er alligevel overrasket over, at det sker allerede efter ca. 11 måneder.

- Vi bygger trods alt oven på en to-årig periode med en vækst på 20 pct. Derfor er det meget positivt, at hver eneste container, der løftes over kaj fra i dag og resten af året, tikker ind på omsætningstallet som fremgang, siger Nicolai Krøyer i meddelelsen.

Han vurderer, at nogle af landets store eksportvirksomheder har travlt og sender langt flere varer ud af landet end på samme tidspunkt sidste år.

- Hvis min fornemmelse er rigtig, handler det om øget eksport og dermed også vækst i beskæftigelsen. Det må jo siges at være en rigtig positiv situation, siger Nicolai Krøyer.

Han har også noteret sig, at Hamburg Havn glæder sig over en fremgang på 6,9 pct. i årets første ni måneder, mens gennemsnittet hos Hamburg Havns nærmeste konkurrenter ligger på 3,4 pct.

- Ud fra de tal kan jeg konstatere, at vi ligger godt i markedet, og jeg er ret sikker på, at vi aktuelt både tager markedsandele nationalt og internationalt, fastslår Nicolai Krøyer.

Aarhus Havn ser frem til en fortsat stigning i containeromsætningen i 2020, hvor også et helt nyt containerrederi begynder at anløbe Aarhus havn i fast rutefart. Det er grønlandske Royal Arctic Line, der har indgået en aftale om samsejling med islandske Eimskip, der i forvejen udgør en væsentlig del af omsætningen på Aarhus havn. 

Se container nummer 540.364 komme igennem Aarhus Havn i videoen herunder:

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.155