Ung vognmand får bøde på 1 million
Retten i Horsens idømte 4. december en ung vognmand på 27 år, der tidligere har boet på Horsens-egnen, en bøde på 1 million kroner og en ubetinget frakendelse af førerretten i 1 år. Herudover fik han også konfiskeret to biler.
- Den 27-årige vognmand blev dømt for 86 forhold, der er foregået fra april 2017 til august 2018. Størsteparten af forholdene vedrørte hans ansvar som arbejdsgiver for forskellige føreres overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, men sagskomplekset indeholdt også vognmandens egne overtrædelser blandt andet i form af kørsel i frakendelsestiden og hastighedsovertrædelser, fortæller specialanklager Pernille Moesborg fra Sydøstjyllands Politi.
Politiets efterforskning afdækkede blandt andet også, at vognmanden havde kørt med samme nummerplade på to forskellige lastbiler, og herudover at have kørt godskørsel for fremmed regning, selvom Færdselsstyrelsen havde tilbagekaldt hans tilladelser og undladt at indlevere dokumentation til Færdselsstyrelsens virksomhedskontrol.
I et tilfælde er vognmanden desuden også dømt for at have modsat sig anholdelse, da Sydøstjyllands Politi standsede ham.
Den 27-årige vognmand mødte ikke op til retsmødet, da han opholder sig i udlandet.
Det er uvist, hvordan han forholder sig til dommen.