23948sdkhjf

Aarhus Havn har fundet sin nye direktør

Der har været mere end 80 kandidater til stillingen som havnedirektør i Aarhus, men nu har havnen truffet en afgørelse. Dermed bliver det 49-årige Thomas Haber Borch, som kommer til at stå i spidsen for Danmarks største erhvervshavn.

Thomas Haber Borch, der både har stor erfaring med drift og ledelse, har siden 2015 været adm. direktør i DKI Logistics A/S og Vikar DK A/S, og han har i en periode været medejer af begge virksomheder. Foruden at have haft ansvaret for drift, vækst og udvikling af både vikar- og logistikvirksomheden, har Thomas Haber Borch haft tætte kunderelationer til blandt andet Region Midtjylland, der er en af logistikvirksomhedens største kunder.

I perioden fra 2008 til 2015 var Thomas Haber Borch hhv. områdedirektør og regionsdirektør ved Post Nord, ligesom han har erfaring fra virksomheder som Berendsen og Michelin.   

Den kommende havnedirektør er oprindelig uddannet svagstrømstekniker, men har siden suppleret med en uddannelse som markedsøkonom i international markedsføring samt HD i Supply Chain Management. Desuden er han MBA og har en bestyrelsesuddannelse.

Thomas Haber Borch ansættes som havnedirektør for Aarhus Havn med tiltrædelse senest den 1. juli 2020. Han bor i Højbjerg ved Aarhus sammen med sin ægtefælle og deres tre børn.

På havnen tager han over efter Jakob Flyvbjerg Christensen, der som Søfart tidligere har beskrevet har takket ja til en stilling som adm. direktør i energiselskabet Verdo, hvor han forventes at tiltræde ved årsskiftet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078