Sløje tider for vinterkørsel
De vognmænd, som sætter deres lid til ekstra indtjening ved at udføre vinterkørsel som snerydning og saltspredning, har ikke haft særlig meget at lave i 2019.
De milde vintre i både starten og slutningen af sidste år har betydet, at saltbilerne og snerydderne stort set har stået i garagen.
Hos Vejdirektoratet har man spredt mindre salt på vejene end nogensinde de seneste 20 år. Bundrekorden har indtil videre været holdt af netop år 2000, men det blev altså slået i 2019, hvor Vejdirektoratet blot spredte 27.328 ton salt mod 58.700 ton på en normalvinter.
I øvrigt var der stor geografisk forskel på, hvor saltsprederne blev sendt på gaden. På Sjælland var det således kun nødvendigt at foretage 50 udkald, mens der var 80 udkald i Nordjylland.
Næsten ingen snerydning
Hvad angår snerydning, er tallene endnu lavere. I alt foretog Vejdirektoratets entreprenører blot 20 timers snerydning pr. 100 kilometer spor i 2019 mod 181 timer på en normalvinter.
Og al snerydning fandt i øvrigt sted i første del af 2019.
I efterårs- og vintermånederne op mod årsskiftet blev der slet ikke foretaget snerydning på de hjemlige statsveje. Sådan en situation har vi ikke oplevet siden 2007.
På normalvintre foretager Vejdirektoratets entreprenører 50 timers snerydning pr. 100 kilometer spor i 2. halvår.