Pink trailer med mange muligheder
Jørn Bolding A/S i Esbjerg har leveret en fabriksny nedbygget gardintrailer til Alf Myhre Transport ApS i Spøttrup. Traileren har mange anvendelsesmuligheder og har en lang udstyrsliste.
Trailerens totalvægt er 46.000 kg med mulighed for blokvognskørsel. Første og sidste aksel er styrbar og der er liftaksel på første og tredje aksel. Lastehøjden er bare 820 mm.
- I bagenden er der monteret en 2-delt hydraulisk opkørselrampe for læsning af gaffeltruck, lifte og andet rullende materiel, forklarer Per Bolding.
- Rampen fungerer samtidig også som aflukning. Rampen kan også benyttes som opkørselsrampe eller overkørselsrampe ved læsning fra rampe.
De bagerste sidestolper kan via hydraulik køres til siden med hver 500 mm, så der kan læsses ekstra bredt gods.
Det hele fjernstyres
Rampen, de hydrauliske støtteben og de hydrauliske sidestolper i bagenden styres fra en radio-fjernbetjening. Indvendig på forsmækken er monteret et elektronisk wirespil, som også styres med fjernbetjening.
Taget er et skydetag. Presenningen, som kan åbnes foran og bagtil, har ekstra længde og praktisk, når der skal læsses gods med overbredde.
Traileren er leveret med Beka-Max centralsmøringsanlæg samt ALTEC aluminiumsramper til opkørsel på svanehals.
- Den flotte skarpe pink farve, gør at traileren med garanti ses på vejen, slutter Per Bolding.