23948sdkhjf

Miljøzonemærkat bliver digitalt

Mærkat i forruden udskiftes med digital løsning: Sund & Bælt skal administrere miljøzoneordningen

OPDATERET 11/03/20:

Det fremgik tidligere af artiklen, at Brobizz skulle være en del af løsningen til de digitale miljøzonemærkater. Det er imidlertid ikke tilfældet - ordningen administreres derimod af Sund & Bælt. Vi beklager fejlen.


Det fysiske miljøzonemærkat erstattes af nummerpladekameraer den 1. juli 2020. Det bekræftes i udkastet til det lovforslag, som miljøminister Lea Wermelin (S) inden længe fremsætter i Folketinget. 


Sund & Bælt Holding A/S skal stå for den automatiserede kontrol. Den digitale aflæsning af nummerplader sammenholdes med oplysninger i DMR (Det Digitale Motorregister) og udenlandske køretøjsregistre.

Miljøstyrelsen får rollen som zonepoliti og skal udsende administrative bødeforlæg, dvs. der føres ikke bevis for, hvem der faktisk sad ved rattet.

Det er efterhånden et knæsat og besparende princip i færdselslovgivningen, at man indfører "betinget objektivt ansvar" og ikke et rent objektivt ansvar for færdselsovertrædelser. Det sidste kræver store ressourcer til bevisførelse.

Advarsel indtil 1. oktober
De første tre måneder nøjes dog med advarsel. Fra 1. oktober er det pengebøder til lastbiler, busser eller varebiler, der kører ulovligt ind i en miljøzonekommune. Det er København, Frederiksberg, Odense, Århus og Ålborg.

Bødeforelægget sendes til e-boksen, når det er danske nummerplader, og med papirbrev til udlændinge.

Bøder skal indbetales til Sund & Bælt og ikke politiet. Det begrundes med praktiske grunde, nemlig at Sund & Bælt sidder med alle oplysninger.

Sund & Bælt skal tillige udvikle et system, hvor udenlandske køretøjer registreres.

Under 30 bøder om året
Der har været ca. 300 bødesager siden 2008, hvor de første miljøzoneregler trådte i kraft.

Bøden for lastbiler og busser ligger på 5000 kr. til føreren for manglende miljøzonemærke og 15.000 kr. til ejeren af det køretøjet.

Datogrænse fjernes
Lovudkastet indeholder også fjernelsen af den omstridte datogrænse. Den rammer vognmænd, som på det tidspunkt var pionerer ved at købe motorer med en norm, der endnu ikke var obligatorisk.

Euro V blev et obligatorisk miljøkrav for nye lastbiler og busser den 1. oktober 2009. Folketinget vedtog sidste år på sin sidste mødedag inden folketingsvalget, at køretøjer med samme norm også udelukkes, hvis de er registreret før denne dag. Det skyldtes hensyn til nem kontrol.

- Der foreslås ingen ændring i de krav, der gælder fra 1. juli 2022, hvor partikelfilter bliver et krav for alle EURO-5 og EEV -lastbiler og -busser, der skal køre ind i miljøzonerne, erklærer Lea Wermelin.

- Undtagelsen i lovforslaget betyder altså, at der ikke skal søges om dispensation for de nævnte køretøjer frem til og med 30. juni 2022, såfremt lovforslaget vedtages, fastslår hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125