Mærsk: Det går bedre end frygtet
Der er blevet aflyst sejladser i et sjældent set omfang. Der er aflagt dystre spådomme for verdensøkonomien, imens corona-pandemien har fået alverdens nationer til at lukke. Store rederier på stribe har suspenderet sine forventninger til 2020-resultatet, fordi det eneste sikre lod til at være, at det ville blive slemt.
Nu viser virkeligheden sig dog at være mildere end forventet. I hvert fald for Mærsk. Verdens største containerrederi tør godt nok stadig ikke lægge hovedet på blokken og sætte tal på forventningen til hele 2020, men hvad angår det igangværende andet kvartal kommer det ikke til at blive det hul i jorden, som der var lagt op til med en forventet nedgang i fragtmængderne på 20-25 pct.
Nu ser det ud til, at fragtmængderne i kvartalet i stedet blot kommer til at ligge 15-18 pct. lavere end det, der var forventningen, før corona væltede verdenen. Og for Mærsk gør det en mærkbar forskel, fremgår det af en dugfrisk opdatering fra rederiets CEO Søren Skou.
- Det er mig en fornøjelse, at vi forventer at levere en driftsindtjening lige over vores driftsindtjening i første kvartal. Det betyder også, at vi forventer en højere driftsindtjening end i samme kvartal sidste år, siger han.
Søren Skou fortsætter i meddelelsen med lige dele forklaring og ros til egne rækker:
- Vi har været i stand til at navigere rigtig godt igennem et meget vanskeligt kvartal ved at tilpasse kapaciteten til efterspørgslen for at fastholde en høj udnyttelse af vores netværk og administrationsomkostninger, lyder det.
Han tilføjer, at det indeværende kvartal følger lige efter et første kvartal, hvor Mærsk også formåede at lave en højere indtjening end i samme kvartal 2019. Det endda på trods af, at brændstofregningen i kvartalet var højere som følge af overgangen til lavsvovlsholdigt brændstof. En regning, der til gengæld forventes at blive markant lavere i andet kvartal, hvor olieprisen oplevede et nærmest bundløst fald.
- Imens der stadig er usikkerhed på grund af pandemien og lav sigtbarhed på vejen imod bedring, har vi fordelen af en mere robost Ocean-forretning, siger Søren Skov med henvisning til det forretningssegment, der med containerskibene og en række terminaler udgør den overvejende del af koncernen.
Det endelige resultat for Mærsks andet kvartal 2020 bliver offentliggjort den 19. august.