Scan Global Logistics opnår tocifret vækst trods corona-krisen
SGL TransGroup International A/S (SGL-Gruppen) har nu løftet lidt af sløret for, hvordan koncernens første halvår af 2020 kom til at se ud – et halvår præget af corona-krisen, der har sat sit præg på transportmarkedet verden over.
SGL-Gruppens aktiviteter fokuserer på luft- og søfragt, med supporterende logistik og vejtransportydelser. Og med organiske vækstrater på over 30 pct. sammenlignet med sidste år må man sige, at koncernen klarer sig flot gennem det oprørte farvand.
Omsætningen for 2020 har indtil videre nået 2,5 mia. kr. (2019: 2,0 mia. kr.), med et driftsresultat på 154,7 mio. kr. (2019: 82,6 mio. kr.). Væksten kommer fra alle segmenter på tværs af sø-, luft- og vejtransport, og er hovedsageligt drevet af aktiviteter i Asien og Norden.
SGL-Gruppen har også formået at hæve resultatet før skat fra et minus på 3,9 mio. kr. til et plus på 12,4 mio. kr.
Opkøb bidrager positivt
Koncernens nye opkøb I form af australske Pioneer International Logistics bidrog med en styrket position på det asiatiske marked, og det stadigt voksende marked for e-handel var også med til at hive tallene op. Medregnet i tallene er også opkøbet af cambodianske Scan Global Logistics Co., Ltd. (Cambodia), som gik igennem 1. Januar i år.
Til gengæld var både vejtransport og autotransport svært ramt i første halvår af 2020, idet de begge lider under følgerne af corona-krisen.
SGL-Gruppen skriver I halvårsrapporten, at man fortsætter sin aggressive opkøbsstrategi og fortsat vil se på opkøbsmål, der passer godt ind i koncernens strategi, med det rigtige prisskilt.
Andet kvartal af 2020 gik over forventning for SGL-Gruppen, med momentum på både den organiske og eksterne vækst. Baseret på aktivitetsniveauet og de generelle markedsudsigter for resten af 2020 forventer SGL-Gruppen et driftsresultat i omegnen af 200 mio. kr., hvilket dog stadig er behæftet med en del usikkerhed, som det fremgår af halvårsrapporten.