23948sdkhjf

Politiet sætter særtransporter i stå

Tilladelser fra Politiets københavnske kontor for særtransporter tager pludselig dage og uger, hvor det før tog timer. Transport- og byggebranchen appellerer til to ministre om at tage affære

Politiets kontor for tilladelser til særtransporter er blevet en flaskehals for transport- og byggebranchen. Kontoret har fået en ny chef, som har ændret 15 års praksis, så den er i overensstemmelse med en bekendtgørelse fra 2005 om, at vejmyndighederne skal godkende særtransporter.

Så nu ordner politiet det ikke selv, men spørger kommuner, Vejdirektoratet og andre om de enkelte ansøgninger om særtransport. Det kan tage op til 13 dage.

Appel til Christiansborg

En række brancheorganisationer - Dansk Erhverv, DI Byggeri, DI Transport, DTL og ATL - appellerer til justitsminister Nick Hækkerup (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S) om at vende tilbage til den gamle praksis om nødvendigt ved at ændre lovgivningen.

De foreslår dels en revision af reglerne om særtransporter, dels en digital løsning med selvbetjening og anmeldelser for tilladelser til særtransport efter svensk forbillede. Det ville reducere det administrative arbejde for alle.

I et brev til ministrene skriver organisationerne:

"Hvor det tidligere har været normen, at tilladelserne til særtransporterne blev udstedt fra dag til dag dog med svartid på op til tre dage, er situationen nu, at tilladelserne i de hurtigste tilfælde udstedes fra uge til uge og ofte endnu langsommere."

"Det betyder stilstand af maskiner, kraner, byggeelementer, vindmøllekomponenter, pavilloner, transportmateriel osv. med store praktiske og økonomiske konsekvenser bredt i det danske samfund," skriver organisationerne.

Transportministeriet har svaret organisationerne, at man forventer et samlet svar fra begge ministre snarest muligt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095