23948sdkhjf

Kommuner savner større spillerum til at sænke farten i byer

Det skal være lettere for landets 98 kommuner at sænke fartgrænser i byerne.

Sådan lyder ønsket fra Kommunernes Landsforening (KL) torsdag under en eksperthøring i Transportministeriet.

- Vi vil gerne have videre rammer for at tage de her beslutninger. Det handler både om trafiksikkerhed, tryghed, miljø og støj i byerne, siger projektchef Steffen Rasmussen, KL.

Som det er nu, er myndigheden på området delt mellem kommunerne og politiet.

Så politiet skal inddrages og sige god for det, før en kommune kan få lov til at sænke fartgrænsen.

Det er bureaukratisk og giver også en uensartet praksis landet over, lyder indvendingen.

Eksempelvis er det ifølge Steffen Rasmussen nemmere at komme igennem med ønsket om lavere fartgrænser for kommuner på Fyn.

Omvendt er det vanskeligere for kommunerne i København og i Nordsjælland, påpeger han.

- Der er forskellige praksis i politikredsene, og det er ikke hensigtsmæssigt, siger Steffen Rasmussen.

Det er transportminister Benny Engelbrecht (S), der har inviteret eksperter og aktører på området til en høring om sagen.

Der kan være flere forskellige grunde til, at en kommune ønsker lavere hastigheder end grænsen på 50 kilometer i timen.

Men ofte er det drevet af ønsket om at skabe større tryghed for bløde trafikanter som fodgængere og cyklister.

Næsten otte ud af ti dræbte og tilskadekomne i trafikken er bløde trafikanter i byerne.

Politiet ser ikke sig selv som en stopklods for kommunerne, lyder det fra konsulent Jørn Pakula Andresen, Rigspolitiet.

- Vi er ikke principielt imod nedsættelse af hastigheden. Men vi skal følge den bekendtgørelse, der nu engang er, siger han.

I Rådet for Sikker Trafik påpeger direktør Mogens Kærgaard Møller, at en nedsættelse af hastigheden ikke er meget værd, hvis ikke den håndhæves.

- Den politimæssige kontrol er reduceret.

- Så vi kan godt tale om hastighedsnedsættelse. Men det skal følges op af nogle, der håndhæver den, siger han og efterlyser mere kontrol af de nuværende hastighedsgrænser som en begyndelse.

Transportministeren siger, at han har lyttet til ønskerne og nu vil overveje, om de kan give anledning til politiske initiativer.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078