23948sdkhjf

Analyse: Speditørernes væksteventyr fortsætter

De fleste speditører tjener mindre på kerneforretningen end sidste år, men en stor esbjergenser trækker gennemsnittet op.

Hver anden speditør tjener mindre på bundlinjen, selv om de har mere at lave.

Sådan lyder konklusionen i Transportmagasinets Top-analyse af de største speditionsvirksomheder. Mere end halvdelen af virksomhederne har tilbagegang på driftsresultatet, og halvdelen går tilbage på resultatet før skat.

Alligevel er begge nøgletal stigende totalt set, og der tegner sig generelt et billede af en branche der, trods udfordringer, er positiv.

Analysen kort fortalt

Ud af de 56 speditører, der er med i undersøgelsen, er det kun halvdelen, der oplyser deres omsætning. Ud af den halvdel har 8 ud af 10 fremgang. Omsætningen stiger totalt med 7 procent, hvilket er den laveste stigning de seneste tre år.

  • 7 speditører vækster med trecifrede millionbeløb.
  • 2 ud af 3 har fremgang på bruttoresultatet, der vokser med 15 procent i alt.
  • Driftsresultatet falder hos 55 procent, men stiger samlet med 27 procent.
  • Resultatet før skat stiger med 20 procent, men det er kun halvdelen af speditørerne, som bidrager til denne statistik.
  • Ses der bort fra Blue Waters fremgang på næsten 200 mio. kr., ligger indtjeningen for speditionsbranchen på niveau med det foregående år.
  • Andelen af underskud ligger på 11 procent af speditørerne, hvilket er på niveau med året før.
  • 7 ud af 10 øger egenkapitalerne, som samlet siger med 12 procent.
  • 7 ud af 10 forøger medarbejderstabene, der samlet vokser med omkring 1.000 personer til i alt 16.700 fuldtidsbeskæftigede for de 55 virksomheder i undersøgelsen.
  • Samtidig vokser resultatet før skat pr. medarbejder fra et gennemsnit på 93.000 kr. i 2018 til 97.000 kr. i 2019.
  • Afkastningsgrad og forrentningen af egenkapitalen falder for omtrent 6 ud af 10 speditører.

Blå kæmpe fører an

Med en omsætningsvækst på 840 mio. kr. og et resultat før skat, som bliver forøget med over 180 mio. kr., er Blue Water Holding den speditør, der bidrager mest til at hive branchens top- og bundlinje op. Efter en årrække, hvor Blue Water har haft svært ved at tjene penge på flere af deres aktiviteter, og hvor tunge investeringer tynger regnskabet, har forbedringer og en ny strategi nu for alvor vist sig rentabel, - og flere af deres afdelinger har performet godt.

Alt dette bidrager til, at esbjergenseren leverer en bundlinje på 192 mio. kr. før skat., hvilket er branchens højeste, når der altså ses bort fra DSV Panalpina, der på grund af sin størrelse ikke indgår i analysen, men behandles særskilt i en artikel på side 10.

Da PostNord Groups datterselskab PostNord Logistics er et selvstændigt aktieselskab, behandles det her som en speditionsvirksomhed. Selskabet har også stor fremgang på indtjeningen, der vokser med næsten 50 mio. kr.

Det er dog ikke nok til at redde virksomheden fra et underskud for fjerde år i træk, selvom moderselskabet PostNord Group endnu engang har tilført kapital til selskabet - denne gang 45 mio. kr.

Selskabet har, som følge af vigende resultater de seneste år, været i gang med at transformere forretningen, herunder udviklingen af et nyt produktionssystem.

Børsdebutant slår indekset

Fem øvrige virksomheder i branchen har tocifrede millionfremgange, herunder er den familieejede shipping- og logistikkoncern Scan-Group tilfredse med at fejre deres 50-års jubilæum med en fremgang på 28 mio. kr. og branchens tredjestørste bundlinje på 123 mio. kr.

Dermed har jubilaren overhalet nyopkomlingen Nordic Transport Group (NTG), der tjener 100 mio. kr. mindre på bundlinjen end det foregående år. NTG vækster dog på toplinjen med 800 mio. kr. og forøger ligeledes driftsresultatet.

NTG blev i 2019 introduceret på Børsen, hvor omkostninger i forbindelse med børsnoteringen er medvirkende til at trække resultatet ned. Selskabet har det meste af sin periode på Børsen klaret sig bedre end C25-indekset. Specielt efter NTG i første halvårsrapport for 2020 opjusterede forventningerne til resten af året - særligt på baggrund af fremgang i Road-divisionen, hvorpå markedet reagerede prompte med en kursstigning på omkring 30 procent.

Svært at holde marginerne

Selvom mange speditører har fart på indtjeningen, er det ikke høje overskudsgrader, som præger branchen. Den gennemsnitlige overskudsgrad ligger på 2,2 procent, hvilket er på niveau med det foregående år.

Kun HCS Transport & Spedition og Interfjord Holding formår at få mere end 5 procent af deres omsætning omdannet til driftsindtjening. HCS leverer samtidig branchens næsthøjeste resultat, hvilket de naturligvis er tilfredse med.

I de fire år Inderfjord Holding har aflagt regnskab, er omsætningen næsten fordoblet, og indtjeningen er fulgt med. Koncernen, med hovedsæde i Glyngøre, beskriver i ledelsesberetningen, at de har fokus på at styrke de interne processer samtidig med den markante udvikling, de går gennem.

At sallingboen har styr på omkostningerne, kan også aflæses i overskudsgraden, der på intet tidspunkt har været under 6 procent.

En optimistisk branche

Selvom halvdelen af speditørerne tjener mindre på bundlinjen i 2019, end de gjorde i 2018, viser Transportmagasinets gennemgang af ledelsesberetningerne i speditørernes seneste årsrapporter en overordnet positiv stemning.

80 procent er således tilfredse med deres resultater, og selvom Coronapandemien her i 2020 er en faktor, som kan få betydning for deres fremtidige økonomi, har den ved regentskabsaflæggelserne endnu ikke haft de store økonomiske konsekvenser.

Flere vurderer samtidig, at udbruddet vil få en mindre betydning for dem.

Noter til analysen

Analysen er foretaget på baggrund af de 56 største speditører med sammenlignelige nøgletal og mindst 20 ansatte i den senest tilgængelige årsrapport pr. 25. september 2020.

Tabellerne viser de 30 bedste for hver kategori.

Baton Transport var på analysepunktet ikke kommet med regnskab.

DSV Panalpina tjener fem gange så meget de øvrige 56 speditører tilsammen og har en omsætning, der er 15 gange så høj som branchens næststørste spiller, Blue Water Holding.

DSV dikterer derfor udviklingen i branchen.

Af denne grund behandles DSV særskilt i en anden artikel og indgår ikke i den samlede speditøranalyse.

Artiklen er en del af temaet Transportbranchens Top 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065