DSV-direktør: Mon ikke vi kan håndtere det igen
Coronaens anden bølge fører lige nu til nedlukninger i store dele af Europa, men umiddelbart er de store danske virksomheder i denne omgang bedre rustet, end man så det i foråret.
Det skriver Finans.
Hvor det i foråret kom som et chok for mange virksomheder, da store dele af verden lukkede ned på grund af pandemien, er der i denne runde mindre panik at spore på chefgangene landet over. Det gælder blandt andet hos DSV Panalpina, som i oktober opjusterede forventningerne til hele året.
– Vi er altid bekymret og holder øje med tingene, men vi har også vist, at vi kunne finde ud af at håndtere det. Men det er da noget, som står i vores risk map. Vi har i hvert fald prøvet at håndtere det én gang, så mon ikke vi kan håndtere det igen, selvom det selvfølgelig altid er ærgerligt, siger Jens Lund, finansdirektør i DSV Panalpina til avisen.