Fødevarestyrelsen indfører stikprøvekontrol for fjerkrætransporter
Fødevarestyrelsen laver nu stikprøvekontrol med rengøring af køretøjer, der har transporteret fjerkræ.
Det sker som en konsekvens af, at trusselsniveauet for samhandel med fjerkræ hæves, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
– Fugleinfluenzaen spreder sig desværre i Europa, og det er bekymrende. Derfor er det ekstra vigtigt, at alle, der arbejder med fjerkræ, gør alt, hvad de kan, for at stoppe smittespredningen. Det er fx transportørernes ansvar at sikre sig, at køretøjer, der transporterer dyrene er rengjorte og desinficeret, inden de læsser dyrene, siger chefen for Fødevarestyrelsens VeterinærØst, Birgit Hendriksen.
Kontrol uden bagkant
Kontrollen med fjerkrætransporter starter i december og varer så længe, det vurderes nødvendigt.
Kontrollen vil foregå i hele landet.
I november er der konstateret 33 udbrud af højpatogen fugleinfluenza (HPAI) i fjerkræbesætninger i en række europæiske lande. Det gælder bl.a. Nederlandene, Tyskland, Sverige og Danmark.
Ifølge Fødevarestyrelsen betyder udviklingen, at risikoen for smitte med fugleinfluenza fra udenlandsk fjerkræ er steget. Derfor besluttede styrelsen at ændre trusselsniveauet for samhandel med fjerkræ fra 'meget lav' til 'lav' den 5. november.