Gør det frit at sikre bredt gods med forbredninger
DTL Kran Blok Erfa har netop afgivet sit svar til en høring om en ny vejledning om syn af køretøjer. I vejledningen er der to forslag om de såkaldte forbredninger.
Det ene forslag går på, at en lastbil, der kan monteres med dele, der gør lastbilen bredere end 2,55 meter med henblik på transport af bredt gods, også kan godkendes til blokvognskørsel.
Det andet forslag går på, at en påhængs- og sættevogn, der kan monteres med dele, der gør påhængskøretøjet bredere end 2,55 meter med henblik på transport af bredt gods, også kan godkendes til blokvognskørsel.
DTL Kran Blok Erfa foreslår, at der i stedet for de to forslag indsættes en regel i Særtransportbekendtgørelsen, med følgende ordlyd:
"Ved transport af bredt gods, hvor der med fordel af hensyn til sikring af lasten og dermed trafiksikkerheden bør anvendes udtrækkelige eller udsvingbare forbredninger til understøtning af godset uden for vognkanten, må disse forbredninger anvendes.
Ved tomkørsel eller kørsel med last som ikke er bred, skal forbredningerne trækkes ind, så totalbredden på køretøjet overholder reglen om maksimal bredde på 2,55 m."
Undgår bureaukrati
- Ved at indføje en sådan regel i Særtransportbekendtgørelsen kan man undgå en masse bureaukrati, hvor køretøjet først skal godkendes som blokvogn, selv om der ikke er tale om transport af tungt gods, der berettiger en blokvogn, siger formand for DTL Kran Blok Erfa, Jan Kjelgaard.
- En af begrundelserne er, at der i dag findes mange 3-akslede sættevognstrækkere med tilkoblede 4-akslede maskintrailere, som eksempelvis sagtens kan laste en 6 ton entreprenørmaskine på forenden af ladet og samtidig en 25 ton maskine, der måske er 3,30 m bred på resten af ladet.
- Denne type maskintrailer har derfor ofte brug for at kunne understøtte godset med forbredninger, og samtidig skal den også af hensyn til klimapåvirkningerne kunne udføre transport af mere end et kolli ad gangen.
- Det vil være umuligt med en registrering som blokvogn, hvor det kun er et kolli, samt 10 procent tilbehør til basismaskinen, der kan medtages. Samtidig undgår man med forslaget at skulle søge tilladelser til blokvognstransport, der belaster tilladelseskontorerne unødigt.
- Når man trækker en udtrækssættevogn ud for at laste et langt kolli, behøver man hverken at have køretøjerne godkendt som blokvogne eller have søgt nogen særtransporttilladelse, så længe man holder sig under 30 meter i længden. Og så bør transportfirmaerne også sagtens kunne administrere anvendelsen af forbredninger, som man har gjort siden midten af 1970’erne, lige indtil Politiet for cirka seks år siden mente, at det ikke var lovligt, slutter Jan Kjelgaard.