Krone vinder frem
Den privatejede tyske Krone-koncern, der hører til blandt Europas førende producenter af trailere og landbrugsmaskiner, vinder markedsandele på de internationale markeder, som i regnskabsåret 2019/20 tegner sig for over 70 procent af koncernens samlede salg.
Samlet omsatte Krone i 2019/20 for 1,9 milliarder euro (ca. 14,25 milliarder kroner). Knap 67 procent af omsætningen kom fra salg og leasing af både nye og brugte trailere.
I Danmark faldt det generelle trailermarked med 17 procent, mens Krones datterselskab Krone ScanBalt med hovedkontor i Padborg oplevede en fremgang i markedsandele fra 34 til 40 procent.
Krone Scanbalt har også det overordnede ansvar for traileraktiviteterne i Sverige og de baltiske lande. På disse markeder oplevede man en markedsmæssig fremgang på omkring 5 procent og dermed nogenlunde samme udvikling som i Danmark.
Koncernens resultat er påvirket af både COVID-19 og usikkerheden omkring Brexit, men koncernens formand Bernard Krone ser alligevel optimistisk på de fremtidige muligheder og venter i indeværende regnskabsår en omsætning på samme niveau som i 2019/20.
I 2019/20 investerede Krone godt 60 mio. euro (450 mio. kr.) i udbygning af sine produktionsfaciliteter og i lancering af et nyt trailerprogram. Centralt i udviklingen er digitale løsninger, som giver Krones transportkunder nye muligheder for at optimere deres distributionsløsninger og dermed øge indtjeningen.
Tyskland er fortsat Krones største trailermarked, mens salget i de øvrige vesteuropæiske lande samlet udgør 43,3 procent. Det østeuropæiske marked udgør nu knap 19 procent.
For evt. yderligere information kontakt
Adm. direktør Jan Knudsen tlf. 40 74 19 21