Nordjysk vognmand gik frem: Flere svin at køre med
Det seneste regnskab for Jysk Transportservice A/S viser en positiv udvikling for selskabet i 2019/20 på trods af coronakrisen.
Koncernens resultat før skat er vokset til 2,9 mio. kr. sammenlignet med 2,8 mio. kr. året før, mens egenkapitalen vokser fra 12 mio. kr. til 15 mio. kr.
Flere svin at køre med
Selvom det seneste år har været præget af corona, har Jysk Transportservice kun haft en lille påvirkning på containerforretningen, da genbrugspladserne i foråret 2020 var lukket ned. Men derudover har der været rigeligt at rive i for virksomheden, der således ikke har gjort brug af hjælpepakker.
Det fortæller administrerende direktør Rene Falkenberg til Nordjyske.
Faktisk har der været ekstra travlt indenfor virksomhedens største forretningsområde, nemlig svinetransporter.
- Her har udviklingen nok været en smule positiv, for på grund af den nedsatte transport af svin på tværs af landegrænserne, så har der aldrig været så mange svin at transportere inden for landets grænser, siger Rene Falkenberg til avisen.
Jysk Transportservice A/S er resultatet af en sammenlægning af fire vognmandsforretninger, nemlig Jysk Transportservice, Jysk Svinetransport, Jysk Dyretransport og Nørager Vognmandsforretning, der i oktober 2018 forenede kræfterne.
- Vi kan for eksempel planlægge transporterne mere effektivt og med mindst mulig administration. Nogle af vores kunder var faktisk i forvejen kunder hos flere af de selskaber, vi nu har samlet i ét, og det bliver helt sikkert nemmere for dem at købe transportløsninger fremover, sagde bestyrelsesformand Ole Jensen i den anledning.
mio. kr. | 2019/20 | 2018/19 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | -0,02 | 0,001 |
Kapitalandele i tilknyttede virksomheder | 2,9 | 2,8 |
Resultat før skat | 2,9 | 2,8 |
Årets resultat | 2,9 | 2,8 |
Balancesum | 19 | 17 |
Egenkapital | 15 | 12 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2020 |
Kilde: Nordjyske