23948sdkhjf

Køer har også behov for at få klippet neglene

BP Trailer har netop leveret en spændende opbygning til en ung selvstændig klovbeskærer.

I foråret 2020 henvendte klovbeskærer Tom Paysen fra Løgumkloster sig til Jens Erik Platz fra firmaet BP Trailer. Nogenlunde sådan lød hans ord:

- Jeg vil gerne have opbygget en lastbil til mit firma, Brovang Klovbeskæring. Jeg har en stribe ønsker og tanker om, hvordan den skal opbygges. Jeg har fået at vide, at du er den, jeg skulle snakke med.

For Jens Erik Platz blev det starten på projektet “klovbeskærer opbygning", som kom til at strække sig over det meste af 2020.

- Ved det første møde fortalte Tom i detaljer, hvad hans job som klovbeskærer gik ud på, og hvilke ønsker han havde til lastbilen og opbygningen, fortæller Jens Erik Platz.

- Klovbeskæreren er afhængig af, at han kan komme helt ind i stalden med bilen for at sætte sin mobile klovbeskæringsboks af. En klovbeskæringsboks er en boks, hvor koen eller kvien går ind, når den skal have sine klove beskåret. Her står den sikkert og roligt, mens Tom Paysen og hans medarbejder arbejder med klovene.

- Boksen skal vejer cirka 1.500 kg, og det stiller visse krav til den kran, der er monteret på bilen. Der er samtidig brug for masser af vand. Vandet skal leveres gennem en hedvandsrenser i en afstand af op til 20 meter fra bilen.

Kravspecifikation

Ud fra denne beskrivelse fik Tom Paysen og Jens Erik Platz lagt en kravspecifikation til både lastbilchassiset, kranen og selve opbygningen.

Fire lastbilmærker og kranfabrikater blev inviteret til at give tilbud. Tilbuddene blev samlet hos BP Trailer, og herefter vurderet op mod hinanden.

- Opfyldelse af Toms krav og ønsker vejede tungere end prisen, fortæller Jens Erik Platz.

- Det er hans første nye lastbil, efter at han begyndte som selvstændig klovbeskærer for knap tre år siden, så han vidste nøjagtig, hvad hans nye bil, kran og opbygning skulle leve op til.

Opbygning med værktøjskasse

Opbygningen skulle have en kæmpe “værktøjskasse" placeret bagerst på ladet. Kassen er på størrelse med en mindre 3-værelses lejlighed og består af en 1.000 liters vandtank, Clena hedvandsrenser, 20 meter vandslange med automatisk oprul og endelig et rum, hvor der kan tørres gummistøvler og arbejdstøj.

Ladopbygningen er varmgalvaniseret og bunden er opbygget i selvbærende alu-profiler. Lang levetid og nem at rengøre har været nøgleordene hele vejen igennem projektet. Alt skal være pinlig rent før man kører ind hos den næste kunde.

Lædersæder og Audi-farve

Bilen blev bestilt med blandt andet lædersæder, læderrat og motorkappe i læder. Ikke fordi det ser smart ud. Nej - det skal være let at rengøre, hvis man kommer til at slæbe lidt efterladenskaber fra køerne med ind i kabinen.

Tom kunne dog ikke lade være med lidt “pynt". Han er Audi-fan, så lastbilen blev leveret i Audis nardogrå farve - og med alu-fælge.

Stribevis af byggemøder mellem Tom og Jens Erik gennem hele 2020 endte med en opbygning fra Platz Karosseri/SAWO på en DAF LF260 fra Lastbilmægleren Carsten Lykke med en bagmonteret Hiab X-HiDuo 082 kran fra SAWO.

Klovbeskærer ved et tilfælde

Det var lidt tilfældigt, at Tom Paysen blev klovbeskærer.

- Jeg er udlært lastvognsmekaniker og var inde og aftjene min værnepligt som brandmand. Bagefter vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle lave. Jeg havde en kammerat, hvis far havde en klovbeskærer-virksomhed. Han havde brug for hjælp en uges tid. Jeg hjalp jeg ham den uge - og så blev jeg hos ham de næste ti år.

- Siden fik jeg mulighed for at købe en eksisterende virksomhed af en, der gik på pension. Den købte jeg så og blev selvstændig - og så har det bare kørt lige siden.

200 køer om dagen

Transportmagasinet: Hvor mange køer kan du klare på en almindelig arbejdsdag?

- Det er meget forskellige, mellem 150 og 200 køer kan vi godt få igennem på en lang dag.

Transportmagasinet: Er I mange klovbeskærer i Danmark?

- Ja, vi er nogle stykker; men vi løber ikke i vejen for hinanden. Vi har alle masser at lave - og når først man er inde hos en landmand, så skifter han ikke, hvis man gør det godt.

- Jeg er booket resten af året, siger Tom Paysen, som har en mand ansat. Vi skal være to om det.

Transportmagasinet: Hvor ofte skal en ko klovbeskæres?

- Man siger man, at en ko skal klovbeskæres, når den har givet 3.000 liter mælk. De fleste køer giver 10-12.000 kg mælk om året - så de skal tilses tre-fire gange om året.

Sparket en tand ud

Transportmagasinet Kommer man til skade nogle gange?

- Ja, det kan man sagtens. Jeg har fået sparket en fortand ud. Man skal passe lidt på. Det er mest i starten, at man blev sparket over fingre, hænder og ben. Men det lærer man hen ad vejen og finder ud af, hvornår køer sparker.

Transportmagasinet: Hvorfor blev det en DAF? Du er jo lastvognsmekaniker, så du ved, at der er noget, der hedder Volvo, Scania og alle de andre.

- Ja, det var også dem jeg fik tilbud hjem fra: Volvo, Iveco, DAF og Mercedes. Nu var det DAF, som jeg synes gav mig mest for pengene. Det er en pæn bil - og ja, jeg er udlært hos DAF, så jeg vidste at det var en god bil, slutter Tom Payten.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094