23948sdkhjf

Tredobling af resultatet for dansk transportkæmpe

Transport- og logistikvirksomheden Frode Laursen har netop offentliggjort årsregnskabet for 2020, der byder på en fremgang på mere end 15 mio. kr. på driftsresultatet samt næsten en tredobling af årsresultatet, til trods for en dalende omsætning.

Ifølge en pressemeddelelse fra Frode Laursen var ledelsens forventning, at omsætning og indtjening i 2020 ville være præget af usikkerhed, der delvist skyldtes corona-pandemien, der gjorde det vanskeligere og dyrere at afvikle lagerlogistik og transportopgaver.

Alligevel er det lykkedes for selskabet at komme igennem året med et resultat før skat, der er steget fra 28 mio. kr. i 2019 til 51 mio. kr. i 2020.  Det skyldes især effektive og agile processer, moderne og digitale systemer samt en fantastisk indsats fra alle medarbejdere, lyder det i pressemeddelelsen.

- Det er imponerende, hvordan alle medarbejdere har håndteret denne meget specielle tid, siger økonomidirektør Dennis Rytter.

35 procent mindre CO2-udledning i 2030

Den grønne agenda blev endnu mere fremtrædende i Frode Laursen gruppen i 2020, hvor virksomheden valgte at sætte et helt konkret mål for, hvor meget gruppens CO2-udslip skal reduceres.

I 2030 skal den samlede CO"-udledning fra Frode Laursen gruppen således være reduceret med 35 procnet. Øget brug af alternative brændstoffer, teknologiske investeringer, fokus på kørestil og en klar vision for bæredygtigt byggeri er nogle af de tiltag, der skal indfri målsætningen.

- Vi har nu sat mål for vores miljøpåvirkning, til trods for den fortsatte usikkerhed med rammevilkår, og forventer at fortsætte implementering af miljøvenlige teknologier for at nå vores ambitiøse mål, siger Dennis Rytter.

Forventninger til 2021

Den 1. april 2021 overtog Thomas Mølschow Corneliussen posten som adm. direktør fra Thorkil Andersen, der fortsatte som ny formand for bestyrelsen i Frode Laursen.

Ifølge pressemeddelelsen vil selskabet fortsat være en stærk logistikpartner på forretningsområderne lagerlogistik samt nationale og internationale trafikker inden for segmenterne dagligvarer, byggevarer og recycling i Norden og Europa.

Ledelsen forventer, at 2021 stadig præges af en vis usikkerhed omkring udviklingen i omsætning og indtjening. Både på grund af corona-pandemien, og også på baggrund af blandt andet væsentlige ændringer i rammevilkårene for transportbranchen, lyder det i pressemeddelelsen.

Frode Laursen gruppen har 1.726 ansatte, heraf 884 i Danmark, og disponerer dagligt mere end 700 biler og ejer 600.000 kvadratmeter lager under tag.

Frode Laursen A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 1993 2036
Resultat af primær drift 48,7 32,4
Resultat før skat 50,6 38,3
Årets resultat 39,1 13,8
Balancesum 651,5 662,9
Egenkapital 201,4 188,1
Antal ansatte 884 926
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.253